Støtter kræft-syge med Seebach-koncert
Foto: Erling J. Pedersen - Jeg fik lyst til at gøre noget, der kan hjælpe de familier, som bliver hårdt ramt af denne forfærdelige sygdom, siger Peugeot-forhandler, Johnny Vejlebo: - En sygdom der blandt andet har taget både min egen mormor og min bedste skolekammerat. Alle kender nogen, der er ramt, siger han, når han forklarer, hvorfor han bød en kvart million i forbindelse med det store, Knæk cancer-show på TV 2 sidste år. Dengang donerede sangeren Rasmus Seebach en koncert med sig selv, og det var den, Johnny Vejlebo bød på og vandt. Koncerten bliver holdt i den kommende weekend i Roskilde Hallerne, og det er leverandører, kunder og medarbejdere i Vejlebos to Peugeot-forretninger i Holbæk og Roskilde, der er inviteret med.
Støtter de ramte
- Jeg kan godt lide Seebach, og jeg er glad for at kunne give andre denne oplevelse. Men det vigtigste for mig er, at pengene går til Knæk Cancer, siger Johnny Vejlebo. Da han bød på koncerten, sad han tilfældig vis og så showet, som han syntes var noget sørgeligt noget at vise en lørdag aften. Alligevel blev han grebet af det, og han blev enig med sin kone om, at det ikke kan nytte at lukke øjnene for en sygdom, der rammer så mange. Da han er stor fan af Seebach og samtidig ville donere penge til Knæk Cancer, besluttede han sig for, at det var en af den slags tilfældigheder, han ikke bare kunne ryste på hovedet af. - Jeg håber på, at vi har kunne være med til at gøre bare en lille forskel i den store kamp kræften med vores støtte, siger Johnny Vejlebo. ag@roskildeavis.dk