At kunne se muligheder

Da jeg var ung (ups, det var dengang i 60'erne) cirkulerede der flere finurlige sentenser rundt i blade, på mure, i samtaler. En af dem var ‘Vær realist - gør det umulige!'
Jeg husker, at den blev der grinet en del af og tænkt en hel del over. Ikke mindst fordi de fleste af os jo var og fortsat er stålsatte realister.
Den er også både vittig og skæv, for normalt er det sådan, at vi realister gør det, der er muligt (det er derfor vi kalder os realister!), og det umulige overlades til fantasternes urealistiske drømme.
Men har man først fået tygget lidt på denne sætning, begynder den for alvor at smage af noget. For det kunne jo være, at det, vi kalder fantasier og helt umuligt, i virkeligheden er fyldt med muligheder, som vi bare ikke har øje for, fordi ‘vi gør det, der plejer at virke, så vi ved, hvad der er realistisk!'
Forbløffende er det i hvert fald, når det viser sig, at noget umuligt viser sig at være muligt. At noget man kun turde drømme om, bliver til skinbarlig realitet.

Skred i sagerne

Grunden til at jeg for nyligt kom til at tænke på den nævnte sentens var, at jeg sammen med cirka 50 andre gode roskilde-borgere fejrede maleren L. A. Ring på hans fødselsdag ved at lægge en blomst på hans gravsted på Sankt Ibs kirkegård.
For cirka to måneder siden blev det hus, der har været hans atelier i Brøndgade, sat til salg. Det er ovenikøbet et af de ældst bevarede huse på Sankt Jørgensbjerg. Der var en seriøs privat køber. En lille gruppe personer samledes om den højst urealistiske ide, at det måtte være muligt at erhverve huset, så det kunne bevares og restaureres til glæde for alle. Men hvordan skulle denne ide kunne realiseres?
Og så begyndte ellers tingene at rulle: en forening blev stiftet, en ualmindelig generøs person trådte til med økonomiske midler, dokumenter blev produceret og underskrevet. I løbet af ultrakort tid var det helt urealistiske blevet en realitet: huset er bevaret! Roskilde - og det vil sige os alle - er blevet beriget med en perle, som nu skal til at slibes til.

Samles og glædes

Det spændende er også, at en masse mennesker med vidt forskellige baggrunde, og som ikke tidligere har kendt hinanden, er ved at finde sammen, fordi de gerne vil være med til at slibe stenen.
Derfor kunne vi samles ved hans grav og glæde os og fejre hans fødselsdag!
Jeg har nævnt dette lille men fine eksempel på, at det kan lade sig gøre at være realist ved at gøre det, der umiddelbart virker umuligt.
Naturligvis er dette ikke helt særligt. Der er mange, der har oplevet noget lignende i andre sammenhænge: at få en vidtløftig ide realiseret. At opleve et nyt og inspirerende fællesskab med folk, man ikke tidligere har kendt, men som brænder for at være med i projektet.
Det er vel i det hele taget sådan al vellykket frivilligt arbejde fungerer. Heldigvis hører vi også nu og da om det. Jeg har blot beskrevet et eksempel.
Men vi bør høre endnu mere om det - til inspiration.
Så min egentlige grund til at skrive i dag er blot, at jeg godt kunne tænke mig, at den lille sentens ‘Vær realist - gør det umulige' igen kom til ære og værdighed. Ja, man kunne måske ligefrem se det som et motto: et slags Roskilde-motto!
For der er ingen tvivl om, at der er masser af muligheder her og nu og lige rundt om hjørnet, hvis man altså ser dem uden at tage ‘realist'-brillerne på og sige ‘det kan ikke lade sig gøre'.