Aabenraa Dartklub kan få det svært i Vejle
På onsdag afgøres det, hvilket hold der i efterårssæsonen vil få håneretten i det sydjyske.
Dartklubben Royal fra Vejle tager mod Aabenraa Dartklub i et opgør i landets bedste række. Hele opgøret kan følges via en gratis TV-streaming, når de to hold mødes på Scandic Jacob Gade i Vejle.
Sidst de to hold mødtes, var det Aabenraa, der trak det længste strå med en sejr på 10-6 over Royal. Siden da er Aabenraa svækket med afgangen af danmarksmesteren Dennis Lindskjold, så noget tyder på et væsentligt tættere opgør denne gang.
Hjemmeholdet fra Vejle stiller med en af landets absolut største profiler – den 25-årige Vladimir Andersen, som fornylig blev udtaget til EM-landsholdet, der drager til Rumænien sidst på måneden, og først på året sikrede han sig en bronzemedalje ved verdens største dartturnering Dutch Open i Holland.
Aabenraa, der i sidste sæson sluttede i top 4 og deltog i DM-slutspillet, vil gøre alt for at gentage sejren fra foråret. Og 3 point kan da også blive nødvendigt, hvis Aabenraa igen i år har planer om en topplacering.
Kampen spilles klokken 19 onsdag aften, men allerede fra klokken 18.45 vil der være optakt og interviews, inden de første pile kastes i sæsonens TV-premiere. Er man interesseret i at følge kampen, kan den streames gratis og uden registreringer eller oprettelser på http://live-streaming.dk/live/live-streamingchannel-dart.html
(Foto: Dansk Dart Union)