Mød Køge Kommune på Facebook og LinkedIn
Køge Kommune er nu klar med en Facebook-profil for at styrke kommunikationen med borgere, virksomheder og foreninger.
Vil du gerne have nem adgang til aktuelle serviceinformationer fra Køge Kommune – og hurtigt kunne følge med i, hvad der sker af stort og småt i kommunen? Så er der nu en ny mulighed, da Køge Kommune fra mandag den 1. september er hoppet med på Facebook-bølgen.
- For rigtig mange borgere er Facebook blevet et helt selvfølgeligt medie i dagligdagen. Derfor er det naturligt, at vi som kommune også er til stede her. Konkret ønsker vi med Facebook at styrke vores information og dialog udadtil – og gerne nå ud til endnu flere borgere, end vi gør i dag. Facebook skal på den måde fungere som en ny og nem genvej mellem borgerne og Køge Kommune, siger borgmester Flemming Christensen.
Hvis du har lyst til at følge med på Køge Kommunes profil, skal du gå ind på Facebook og søge på ”Køge Kommune” – eller bruge linket www.facebook.com/koegekommune. Her kan du ”Synes godt om siden”, hvorefter du fremover vil se Køge Kommunes statusopdateringer i din nyhedsstrøm. Køge Kommune vil blandt andet poste opslag om aktuelle nyheder, servicemeddelelser, billeder og information om politiske beslutninger på den nye Facebook-profil.
Flere af Køge Kommunes institutioner, bl.a. Køge Bibliotekerne, Køge Kommunale Tandpleje, Sundhedstjenesten i Køge og Køge Erhvervsservice, er allerede aktive på Facebook, og nu er der altså også kommet en generel profil for Køge Kommune. Køge Kommune er i samme omgang kommet på LinkedIn. På sigt er det planen, at Køge Kommune også skal være aktiv på Twitter og Instragram.
Fakta
Køge Kommune offentliggjorde sin profil på Facebook mandag d. 1. september under navnet ”Køge Kommune”. Under samme navn kan du også finde Køge Kommune på LinkedIn.
Facebook bliver et supplement til de kommunikationskanaler som Køge Kommune allerede bruger i forvejen – bl.a. den lokale presse og www.koege.dk.
Ca. 50 danske kommuner er på nuværende tidspunkt til stede på Facebook