FCR forærer point væk
Hjemmeholdet kom ikke væk fra bunden efter bleg indsats i Rådmandshaven
Når FC Roskilde ligefrem forærer mål og point væk, mens spillerne slet ikke kan udnytte egen tilbud, som det skete i søndagen til Fredericia hjemme i Rådmandshaven, er det ikke så mærkeligt, at holdet hænger fast i bunden af 1. division. I onsdags spillede FCR godt og havde fortjent bedre end at tabe 0-1 til Horsens. Men denne gang spillede de faktisk sløjt, og 0-1 nederlaget til det ikke særligt skræmmende gæstehold var desværre ikke helt ufortjent. Kampens afgørelse faldt efter en times spil. Nicolaj Mikkelsen, som ellers havde været en af Roskildes bedste til at ramme medspillere med bolden, leverede en håbløs pasning bagud. Det startede et farligt modangreb, så en modstander pludselig var alene foran FCR-keeper Frederik Vang, der oven i købet stod mærkeligt i målet, Fredericia-angriberen sagde tak for tilbuddet og sparkede kuglen i kassen.
Skiftede ikke taberne
I optakten til kampen sagde FCR-træner Anders Theil, at han var så tilfreds med indsatsen mod Horsens, så han ændrede lidt på det gamle slogan om 'aldrig at skifte ud på et vinderhold' ved at give ti mand genvalg. Kun den erfarne midtstopper Anders Møller Christensen, som er kommet fra OB, var ny. Veteranen gjorde det i øvrigt godt og stabiliserede forsvaret sammen med sin makker Casper Andersen, der oven i købet også var farlig i flere situationer foran modstandernes mål. Roskilde åbnede bedst, og efter 10 minutter havde Emil Nielsen et skud på mål, som målmanden dog tog sig af. Efter pausen forsøgte han sig på ny udefra efter et par gode driblinger foran feltet, men bortset fra det så man ikke forfærdelig meget til FCR's topscorer fra sidste sæson, der dækkes helt anderledes effektivt op nu i 1. division. På et tidspunkt brugte han endda energi til at skændes med Nicolaj Mikkelsen, og så kan det jo være svært også at få overskud til at gøre noget ved modstanderne. Lars Brøgger stred godt helt fremme, men var meget alene og skulle holde på bolden eller spille videre med hovedet, når han fik lange fremlægninger. I mange tilfælde betød det boldtab for FCR, da der var for få folk i nærheden af ham, og den ellers gode tekniker Andreas Lissau er lidt for let at skubbe væk. Efter et kvarters spil fik Fredericia overtaget og havde en række tilbud blandt andet ved klumpspil efter hjørne.
Reddet på stregen
FCR kom bedst ud til 2. halvleg, og Lars Brøgger havde efter frispark et farligt hovedstød, der blev sparket væk på stregen. Efter målet skulle Fredericia ikke nå noget - og Roskilde kunne ikke rigtigt. Ganske vist havde hjemmeholdet bolden mest, og Simon Richter, der defensivt havde haft det meget svært i 1. halvleg, var med i meget fint opspil. Men foran modstandernes straffesparksfelt, gik det i stå. Mark Leth og Robert Larsen blev skiftet ind midt i halvlegen, og sidstnævnte skabte en mulighed med et godt gennembrud, men det kom der heller ikke noget ud af. Derfor ebbede kampen skuffende ud for det store flertal af de godt 800 tilskuere, mens en lille busfuld fra den jyske fæstningsby skrålede 'Sejren er vor'. tk