Fortsæt til indhold

Ham Oscar besøgte lige EG

Filminstruktør Anders Walther fortalte om sin Oscar og vejen dertil

Arkiv
Rune Weitling

Sommetider forstår man ikke helt nutidens trend med i tide og utide at skulle tage et billede af sig selv med en eller anden eller et eller andet. En såkaldt selfie.
I sidste uge forstod man det dog ærlig talt godt, for her gæstede Oscar vinder og filminstruktør Anders Walther nemlig Esbjerg Gymnasium og med sig havde han verdens mest prestigefyldte statuette. Og flink som han er, så gav han såmænd alle elever, der ønskede det, lov til at tage et billede sammen med den.
Inden da havde Anders Walther vist kortfilmen Helium, som filminstruktøren den 2. marts i år modtog den eftertragtede Oscar for. Helium handler kort fortalt om drengen Alfred, som er indlagt på et hospital, da han lider af en udefineret dødelig sygdom. Alfred mener dog, at himmelen er et meget kedeligt sted, og opfinder derfor fantasiriget Helium, som et bedre alternativ til himlen. Efter fremvisningen var der lagt op til en samtale omkring filmen.
“Jeg synes, det fungerede rigtig godt, at Søren Høy først interviewede Anders Walther oppe på scenen, og derefter kunne vi stille spørgsmål,” fortæller mediefags-elev Rasmus Underbjerg Nielsen, der går i 3.u på gymnasiet.
“Det var desuden rigtig interessant at høre om Anders' vej til dér, hvor han er i dag. Blandt andet, hvordan han begyndte som tegner og er inspireret af Tintin og andre tegneserier. Han begyndte herefter at lave kortfim og også musikvideoer til sin bror Rasmus Walthers musik,” fortæller Rasmus Underbjerg Nielsen, som også peger på, at det er inspirerende at vide, at Anders har formået at vinde en Oscar uden at have gået på Statens Filmskole.
“Han er en stille og rolig, men spændende instruktør, synes jeg. Og så var det altså meget fedt, at han gav folk lov til lige at holde Oscar'en og få taget et billede med den,” lyder det fra Rasmus Underbjerg Nielsen, som ligesom alle andre dog kunne se, at tiden desværre ikke tillod, at alle kunne nå at få et billede med den berømte statuette.

Filmjournalist Søren høy (til venstre) og Anders Walther diskuterede både Oscar vinderen Helium samt filmteknik.