Fortsæt til indhold

Ungdomshuset i Fredericia under vand

Oversvømmelse efter skybud udløste vandskader på Ungdommens Hus. Nu skal der repareres

Arkiv
Af Nicoline Jensen

”Nogle af øvelokalerne vil være lukket i cirka to måneder. Det er skidt, for der er rigtig mange, der bruger øvelokalerne i kælderen,” siger Mikael Teute Schmidt.
Han er husmedarbejder i Ungdommens Hus i Fredericia.
”Vi ved endnu ikke, hvor meget det kommer til at koste. Men vi ved, at det bliver dyrt. Heldigvis er den en sag for forsikringen,” siger han.
Væggene skal rives ned og bygges om. Øvelokalernes lydisolerende gips-plader går ned under gulvet og har derfor suget vandet op inden i væggene. Fordi væggene går helt ned under gulvet, skal også gulvet rives op.

Hvad skete der?

Midt under skybruddet 3. august modtog Mikael Teute Schmidt en facebook-video af oversvømmelserne udenfor Ungdommens Hus.
Han tog straks derhen og var den første, der så de indendørs konsekvenser af skybruddet.
“Kloakvandet var steget op gennem risten, løbet ud på gulvet og havde oversvømmet lokalerne,” siger han.
Ungdommens Hus har aldrig før haft vandskade som følge af et skybrud, selvom der flere gange har været voldsommere skybrud end det, de var udsat for den 3. august. Derfor er det heller ikke nødvendigt med yderligere sikring mod oversvømmelser, mener huset.
Dog er en tilbageløbs-ventil i kloakken blevet repareret.