Helveg i de to højborge
Når den radikale klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen nu stiller op i Lejre ved Roskilde, er det en af partiets tidligere højborge, som han rykker ind i. Lejre var hjemsted for partiets gamle kæmpe, Jørgen Jørgensen, der forpagtede Bispegården af greven på Ledreborg og sad i Folketinget helt fra 1929 til 61. Her nåede han at være undervisningsminister i to omgange 1935-42 og på ny i 1957-61. Dermed stod han bag hele to store skolereformer i 1937 og i 1958, hvor man endegyldigt fik indført ens undervisning i byerne og på landet. Hans søn Svend Jørgensen fortsatte på gården og i radikal politik som medlem af Roskilde Amtsråd gennem 28 år fra 1966. I 1982 blev han første gang valgt som amtsborgmester og sad i fire år. I 1990 gjorde han comeback som den indlysende kompromis-kandidat, da lederne for de to store partier Ib Vindelev (S) og Kristian Ebbensgaard (V) hver havde lige mange stemmer bag sig. På Bispegården har en tredje radikaler, den senere kultur-undervisningsminister Ole Vig Jensen, også slået sine folder som ung forkarl. Han var valgt i Holbæk, som er en anden gammel radikal højborg, hvor Rasmus Helveg har været stillet op og valgt siden 2011. Roskilde-området var radikalt kerneland med partiavisen Roskilde Tidende som det dominerende dagblad, og de besatte borgmesterposten i domkirkebyen gennem næsten 30 år, som det fremgår af denne liste. Ved det seneste folketingsvalg blev den lokale pige fra Veddelev, Zenia Stampe også valgt i Roskilde-kredsen. Tidligere har udenrigsminister Martin Lidegaard og kulturminister Marianne Jelved desuden været valgt her.