En fest for integration
60.000 KRONER I GARANTI til at dække et eventuelt underskud ved årets Eid-fest på Musicon blev et af de helt store debat-emner på det seneste møde i Roskilde Byråd, som det også fremgår i avisens referat.
Et stort flertal stemte for, fordi de mener, at sådan et kulturmøde mellem byens overvejende muslimske mindretal af indvandrere og mindst lige så mange andre roskildensere vil gavne integrationen. De tre medlemmer fra Dansk Folkeparti stemte derimod Nej og argumenterede i meget stærke vendinger for deres synspunkt.
TI DEM IHJEL, vil nogen måske sige, hvis de hører synspunkter, som de ikke selvkan lide. Men det er jeg helt uenig i. Demokratiet lever kun gennem en offentlig debat, hvor alle synspunkter kommer frem. Hvis nogen prøver at undertrykke såkaldt 'forkerte meninger', så propper problemet bare op igen et andet sted - og i endnu værre form.
Derfor skal diskussionen tages, når den opstår. For Roskilde Avis som lokalt massemedie tæller det naturligvis også, at DF ved sidste kommunevalg fik 10 procent af stemmerne og tre ud af byrådets 31 pladser. Alene af den grund ville det være både forkert og udemokratisk at ignorere partiets synspunkter, som tværtimod fortjener at blive fremlagt og belyst.
EID-FESTEN ER RELIGIØS, fordi den markerer afslutningen på fasten i Ramadan, erklærede flere af DF'erne i byrådet. Deri har de både ret og uret.
Selvfølgelig kommer navnet fra denne form for tro, men da festen nu arrangeres i samarbejde med mange andre i Roskilde, eksempelvis Røde Kors – der jo har et kristent symbol – så hæver den sig langt op over en enkelt religion. Når borgmesteren og byrådets store flertal støtter arrangement, bliver det samtidig en anerkendelse af indvandrerne som nye borgere i Roskilde. Det er der også god brug for, både af hensyn til dem og flertallet.
ROSKILDE HAR ATTER EN GHETTO, så ideen om det multikulturelle samfund har helt fejlet, lød et andet DF-argument mod at støtte Eid-festen. Jeg kender godt problemerne i visse af byens store bolig-områder, og Roskilde Avis skrev for nylig om, hvordan en beboer ved Holbækvej følte sig tvunget på flugt af unge bøller, der er lidt mere solbrændte end gennemsnittet.
Men et stort flertal af de lokale indvandrere ønsker at skabe sig et godt liv i Roskilde. Derfor er jeg overbevist om, at det er rigtigt at møde dem med fremstrakt hånd. Fælles fester er en langt bedre metode til at mindske problemerne, frem for på forhånd at fordømme og afvise samvær – hvilket blot vil gøre situationen værre.
I DENNE SAG fortjener Venstres leder i Roskilde Byråd Bent Jørgensen stor anerkendelse for ikke at slå følge med DF's linje. Tværtimod argumenterede han som formand for Beskæftigelses- og Socialudvalget både principielt og overbevisende for, at et kulturmøde mellem Roskildes indvandrere med muslimsk tro og andre roskildensere, der også deltager i Eid-festen, kun kan fremme gensidig forståelse og integration.
Personligt oplevede jeg det som meget befriende at høre Venstres lokale leder på denne måde fastholde partiets oprindelige frihedsorienterede idéer om, at alle mennesker er lige gode – uanset race, hudfarve, tro og oprindelsesland.
DERIMOD FORSTÅR JEG SLET IKKE, hvis nogen i fuldt alvor kan mene, det skulle gavne den sociale og kulturelle sammenhængskraft i Roskilde, hvis kommunen, borgmesteren og hele borgermusikken offentligt lægger ekstra afstand til et mindretal med en anden tro.
Efter min opfattelse gælder det tværtimod om at bruge alle gode anledninger, hvor vore lokale indvandrere har lyst til at være sammen med andre roskildensere. Vi har rigeligt med negative faktorer, der trækker den anden vej – lige fra religiøse og etniske skoler til skarpere opdeling i forskellige boligkvarterer.
Faktisk kan jeg overhovedet ikke se nogen gode grunde, der taler imod at støtte og deltage i:
EN FEST FOR INTEGRATION