Folk sikrer sig bedre
Antallet af indbrud er indtil videre faldet i forhold til 2013
Et enkelt indbrud. Det var, hvad politikommissær Brian Abild fra lokalpolitiet i Kolding her til morgen valgte at fortælle om fra døgnrapporten.
Indbruddet fandt sted i går mellem kl. 7 og kl. 13.30 på Vejstruprødvej. Her blev et vindue brudt op, huset gennemsøgt, hvorefter tyven eller tyvene forsvandt med en bærbar computer.
Dette enkle indbrud fra døgnrapporten er på en måde også udtryk for en generel tendens til, at antallet af indbrud falder.
Eksempelvis har Bolius, Boligejernes Videncenter, netop udgivet et "indbrudslandkort", hvor Kolding Kommune ligger på en 31. plads over landets mest indbrudshærgede kommuner, og er inde i en udvikling, hvor antallet af indbrud falder og opklaringsprocenten stiger.
Ifølge Bolius var der i første og andet kvartal i år henholdsvis 159 og 137 indbrud. De tilsvarende tal for året før var 239 og 171.
Politiet i Kolding nikker genkendende til udviklingen.
"Uden at kunne sige et med sikkerhed, kan det skyldes bedre forebyggelse. Folk er blevet mere opmærksomme på at sikre deres huse mod indbrud. Dertil kommer nabohjælp, som sikkert også spiller en rolle", mener politikommissær Brian Abild fra lokalpolitiet i Kolding.
Furesø er ifølge undersøgelsen landets mest indbrudshærgede kommune med 26,5 indbrud pr. 10.000 indbyggere.