Zophie & Oliver holder modeshow på Torvet
Børn og unge kan få inspiration til efterårets og vinterens tøjkøb, når Zophie & Oliver inviterer til Fashion Day for tweens på Torvet lørdag den 4. oktober.
Tøjforretningen Zophie & Oliver byder inden for til årets største modeshow for børn og unge i begyndelsen af oktober. Fredag den 3. oktober er der Fashion Day med fokus på tøj til voksne, og dagen efter indtager den lidt yngre målgruppe altså det store telt, der bliver opstillet på Torvet i den anledning.
Fashion Day for børn og unge finder sted lørdag den 4. oktober fra klokken 11, og der bliver plads til mindst 300 mennesker til arrangementet, fortæller Louise Thiesen Nielsen fra Zophie & Oliver.
- Da jeg hørte om Fashion Day-arrangementet, tænkte jeg, hvorfor laver vi ikke også noget for børn, nu det hele alligevel står klar, fortæller hun om den oplagte ide til det kommende modeshow, hvor gæsterne altså kan se frem til et flot show med mode og dans, og hvor de kan se masser af eksempler på efterårets og vinterens mode.
Billetter til arrangementet kan allerede købes nu. De koster 50 kroner, og med i prisen hører blandt andet også en flot goodiebag.
Louise Thiesen Nielsen har i øvrigt masser at se til for tiden, for efter 17 år med Zophie & Oliver i Jernbanegade har hun nu åbnet butik nr. to. Den ligger i Roskilde, og også her har kunderne taget godt imod Zophie & Oliver.
- Det går virkelig godt i Roskilde - det er en forretning med et udvalg, der har manglet i bybilledet, fortæller Louise Thiesen Nielsen.