Fortsæt til indhold

Meld parkens pushere

Chef for politiets specielpatrulje opfordrer:

Arkiv
Anette Gundlach

Meld pillepusherne i Folkeparken, opfordrer chef for politiets speciel-patrulje Michael From Hansen.
Flere har i det seneste stykke tid observeret, at pushere sælger stoffer, når de unge hygger sig om fredagen i Folkeparken. Blandt skulle tre personer gå rundt og faldbyde piller til de unge.
Forrige fredag blev en 16-årig forgiftet med en LSD-tablet af en ukendt gerningsmand.
Politiet har dog kun modtaget to anmeldelser om, at der måske bliver solgt piller i Folkeparken.
Til det siger Michael From Hansen: - Vi er nødt til at modtage henvendelser, så vi kan finde ud af, om der er noget galt.

29 anmeldelser fra parken

Siden 1. maj i år har politiet fået 29 anmeldelser om mulige ulovligheder, der foregår i og omkring parken, når de unge holder den ugentlige skole-afslutning.
Ti af anmeldelserne drejer sig om folk, der har fået stjålet ting fra tasker. Andre drejer sig om høj musik, og en enkelt om blufærdighedskrænkelse.
Michael From Hansen forklarer, at hans indtryk er, at der ikke sker mere ulovligt i Folkeparken end andre steder i Roskilde, hvor mange unge samles.
- Hvis der foregår noget usædvanligt i det hele taget, så meld det til os, siger Michael From Hansen.
Man kan sende et anonymt tip på politiets nye app politi. Man kan også ringe på 114.

ag@roskildeavis.dk