Fortsæt til indhold

Fuld kraft på hotellet

Prindsens ejer Anette Huld vil koncentrere sig om konfererencer, fester og overnattende gæster - restauranten skal drives af andre

Arkiv
Arkiv

Ejeren af Prindsen i Roskilde Anette Huld sætter nu fuld kraft på selve hoteldriften og tilhørende arrangementer med musik, tema-aftener og private fester - men til gengæld vil hun overlade driften af restauranten på hjørnet af hovedgaden og Rosenhavestræde til andre.
- Nu koncentrerer vi os om det, vi er allerbedst til, og som udgøre over 90 procent af vores forretning, fortæller Anette Huld, der ejer hotellet sammen med sin mand, baron Chr. Wedell-Neergaard fra Svenstrup Gods.
Prindsen indgår et franchise-samarbejde med Nordic Choise-kæden og skal i fremtiden være et Clarion-hotel.
- Sådan hedder denne gruppe af hoteller i centrum af byerne, som fortsat har et personligt og lokalt præg, forklarer Hulda, som hotelejeren gerne kalder sig selv.
- Nu bliver vi en del af en større maskine, der sørger for en fælles markedsføring og giver stordrifts-fordele, f.eks. når det gælder teknisk back-up eller reservering gennem de elektroniske søgemaskiner.
- Tidligere har hotellet på et tidspunkt også været i den amerikanske Best Western-kæde, men det passede ikke så godt, og vi tror mere på konceptet i denne nordiske kæde med ialt 179 hoteller. Vi har ledt i halvandet år for at finde en samarbejdspartner, der passede til os, siger Anette Huld.

Stadig mad og køkken

Konferencer, dagarrangementer og overnattende private gæster udgør den helt dominerende del af Hotel Prindsens omsætning.
Alle disse gæster skal fortsat bespises fra køkkenet i kælderen med en morgenbuffet og aftenbuffet. Men det skal i fremtiden foregå andre steder på hotellet end i den nuværende restaurant, som i øjeblikket midlertidigt er lukket ned som à la carte-forretning fra 1. september.
Køkkenet skal også fortsat levere mad til private fester, møder, modeopvisning, sangaftener osv., der bliver holdt rundt om i hotellets mange sale og øvrige lokaler.
- Jeg ved, at mange roskildensere har et ganske særligt forhold til Hotel Prindsen, og vi vil stadig kunne byde dem velkommen til mange forskellige arrangementer og lejligheder, siger Anette Huld.

Nye i restauranten

Selskabet Nordicom, som ejer bygningen, søger nu efter nye folk, der er interesseret i fra nytår at overtage restauranten, som har en fremragende beliggenhed midt på Roskildes hovedgade.
- Vi er interesserede i, at det bliver et af byens gode spisesteder i disse flotte og historiske rammer, så vi er klar til at tale med både kæder eller lokale folk, der kan tænke sig at rykke ind, siger Andreas Kjærgaard Lange fra Nordicom.
Når den åbner med nye ejere, vil det også blive en ekstra attraktion for hotellet.
På et tidspunkt havde den tidligere ejer af Prindsen Martin Bang på tilsvarende måde overladt driften af restauranten til Peter Loehr, og det blev en stor succes. Sidstnævnte er siden flyttet til Rådhuskælderen sammen med sin makker Jeanette Dalsgaard.
Nordicom købte i 2006 bygningen af Martin Bang, som derefter i 2007 solgte hotelforretningen til Anette Huld og Chr. Wedell Neergaard.
tk