Kim koordinerer det frivillige arbejde
Kim Callesen er ny frivillighedskoordinator i Haderslev Kommune
Kim Callesen er tiltrådt som frivillighedskoordinator i Haderslev Kommune. I den rolle skal han være bindeled mellem kommunen og de mange frivillige, foreninger og organisationer.
Kim Callesen er uddannet socialantropolog, og gennem de seneste år har han arbejdet med inddragelse af frivillige i projekter og aktiviteter inden for blandt andet det sociale boligområde, samt kultur og fritidsområdet.
Han ser frem til de nye udfordringer, som blandt andet består i at understøtte det frivillige arbejde og udviklingen heraf i tæt samarbejde med foreninger og organisationer.
”Der er utrolig mange krydsfelter, hvor foreninger og organisationer mødes med det kommunale arbejde. Jeg glæder mig meget til at være med til at skabe nogle rammer, der gør samarbejdet endnu mere frugtbart for alle parter”, siger Kim Callesen, der selv har erfaringer som frivillig i blandt andet en teaterforening.
Frivillighedskoordinatoren er et produkt af Haderslev Kommunes ”Politik for medborgerskab og samspil med frivillige”. Stillingen er placeret i Børne- og Familieservice.
Kim Callesen er 40 år og netop flyttet til Sønderjylland med sin kone og to børn.