Tæl skridt - det er sundt
Haderslev kommune lancerer atter “Tæl skridt” kampagnen. Præmier på højkant for de fleste skridt
15. september skydes den landsdækkende ”Tæl skridt”-kampagne i gang.
Formålet er at få mere aktivitet, socialt samvær og lidt venlig konkurrence ind i arbejdsdagen. Og er du borger eller virksomhed i Haderslev Kommune, er det tilmed ganske gratis. Udvalget for Sundhed og Forebyggelse synes nemlig, at motion på arbejdspladsen er en rigtig god ide.
Kampagnen sættes i gang den 15. september og løber i tre uger, altså uge 38, 39 og 40.
Tæl skridt er for alle på arbejdspladsen: Det er motion uden omklædning og en let måde at starte de sunde vaner på. Tæl skridt-kampagnen indbyder både til konkurrencementalitet og holdånd, når kollegerne dyster med og mod hinanden – på tværs af afdelinger og virksomheder. Som en ekstra gulerod trækkes der efter de tre uger lod om 50.000 kroner blandt de hold, der gennemsnitligt har gået 10.000 skridt i 11 ud af kampagnens 21 dage.
Man skal være minimum tre for at stille et hold. Der er dog intet maksimum på antal deltagere.
Tilmelding er enkel og foregår via hjemmesiden www.taelskridt.dk. Husk blot at bruge betalingskoden 0024 ved betaling. På hjemmesiden kan man læse meget mere - tilmeldingsfristen er mandag den 15. september.