Fortsæt til indhold

Naturvandring ved Pøls Rev og Birkepøl

Arkiv
Arkiv

På søndag den 7. september går næste tur i Sønderborg Kommunes naturvandringsprogram til det sydøstligste hjørne af Als, nemlig til Birkepøl og Pøls Rev.
Selvom kommunen er omgivet af vand, er der ingen steder, hvor der er så vide horisonter som ved Pøls Rev. At stå og se ud over havet her er som at kigge ud over et verdenshav.
Pøls Rev og farvandet syd og øst om Als er et Natura 2000-område. Det vil sige et af de beskyttede naturområder, der er udpeget af EU. Området indgår i det europæiske netværk af beskyttede naturområder Natura 2000. Det er udpeget af hensyn til marsvinet, som lever her. Det lave vand er også opvækstområde for masser af fiskeyngel. Om vinteren kan man se i tusindvis af nordiske andefugle som ederfugl, sortand, hvinand og havlit, der blandt andet lever af fisk, muslinger og rejer.

Birkepøl

Ved Birkepøl er kysten og det lavtliggende land beskyttet af et langt dige. Diget forhindrer vandet i at trænge ind over marker og enge ved storme og højvande. Frem til 2. verdenskrig var området et stort strandengsområde med delvis sumpede enge og småsøer. Her var der et meget rigt fugleliv med blandt andet rørdrum og sjældne padder som klokkefrøen og den grønbrogede tudse. Men i årene 1942-45 blev diget bygget. De våde enge og sumpe blev afvandet med hjælp fra en pumpestation. Vandet bliver stadig pumpet ud i havet og dermed er vandstanden inde bag digerne så lav, at jorden kan dyrkes. Med tiden er jorden sunket noget. Man siger, den har ”sat sig”, og derfor er det nu igen blevet vanskeligere at dyrke jorderne. De mange sumpfugle og padder er forsvundet, men i træktiden er der stadig muligt at se en del rovfugle og engfugle.
På turen ser man nærmere kystnaturen med dens strandplanter og hører om det inddæmmede område ved Birkepøl før og nu. Der skulle også være gode muligheder for at se mange trækfugle.
Det foregår fra kl. 10-12, og mødested er P-plads ved Pølsrev. Kør fra Lysabild til Gammel Pøl og til Pøls Rev. Husk tøj og fodtøj efter vejret og medbring gerne en kikkert.

Kysten ved Birkepøl med blik mod Skovmose.
Skarver på Pøls Rev med udsigt til vide horisonter.
Blomstrende knopurt – en af sommerfuglenes favoritter i sensommeren.