Kig med i din teenagers digitale postkasse
1. november skal alle have en digital postkasse, hvor breve fra offentlige myndigheder lander. Det er altså slut med fysiske breve i postkassen fra kommune, stat og regioner.
De nye regler gælder alle, der er fyldt 15 år, og lige nu får de, der endnu ikke har oprettet en digital postkasse, en reminder i form af et fysisk brev i postkassen.
I Aabenraa kommune går tilmeldingen nogenlunde som i resten af landet. Lige nu har 47,6% tilmeldt sig - på landsplan er procentsatsen 47,2.
Også de unge mellem 15 og 18 år skal altså have en personlig, digital postkasse, og får altså dermed også ansvar for, at posten bliver tjekket og eventuelt besvaret. Og det på trods af, at den unge endnu ikke er myndig.
“Man har mulighed for at få NemID, fra man er 15 år, og det er deromkring, at man begynder at få breve fra det offentlige, f.eks. fordi man har fået et fritidsjob”, lyder forklaringen fra Louise Kampmann fra Digitaliseringsstyrelsen, der har ansvaret for, at alle får en digital postkasse.
Forældrenes ansvar
Hun mener ikke, at problematikken omkring de unge under 18 år ændrer sig væsentligt i forhold til før, når alle får en digitale postkasse.
“Før fik de unge jo et fysisk brev, som var adresseret til dem personligt, og dem måtte forældrene jo i princippet heller ikke åbne. Så på den måde ændrer det jo ikke noget, at posten nu kommer digitalt”.
Hun medgiver dog, at det måske er svært for den unge at holde styr på postkassen. Men systemet giver mulighed for at hjælpe både de unge og forældrene.
“Man kan på borger.dk gå ind og give læseadgang. Dermed kan forældrene få besked om, at den unge har fået post og også læse brevene. De kan dog ikke svare på posten. Det skal den unge fortsat selv gøre”, slutter Louise Kampmann.