Fortsæt til indhold

Tandlæge-hjælp til udsatte borgere i Fredericia

Frivillige tandlæger sikrer hjælp til de, der ellers ikke ville få hjælp med dårlige tænder

Arkiv
Af Peter Friis Autzxen

Ikke alle har økonomi til at gå til tandlægen, selvom de har brug for.
Derfor er Fredericia Kommune på vej med en tandlægeordning for såkaldt udsatte borgere. For eksempel folk med misbrugsproblemer, psykiske sygdomme eller hjemløse.
Ordningen baseres langt hen ad vejen på frivillige. Blandt andet frivillige tandlæger, fortæller Jan Schrøder (DF), der er medlem af Beskæftigelses- & Sundhedsudvalget.
“Det her er en fantastisk måde at række hånden ud mod folk, der har brug for hjælp. Og det er fantastisk, at det kan gøres ved frivillig hjælp. Det er virkelig flot,” siger han.
Kommunen slipper dog ikke helt uden udgifter. Der skal blandt andet investeres i lidt udstyr og remedier, ligesom der skal sikres en tilstrækkelig rengøring.
Endelig skal der ansættes en klinikassistent på meget nedsat tid.
I alt vurderes den økonomiske side af sagen at løbe op i 100.000 kroner om året. Men det er også en udgift, der kan forsvares i forhold til den sundhedsmæssige og sociale gevinst af projektet, mener udvalget.
Projektet er stablet på benene i samarbejde med Udsatterådet. Og det er tanken, at det nye tandlægetilbud etableres så hurtigt som muligt. Formentlig allerede i september. Det får til huse på Ullerupbæk Skolens afdeling på Skjoldborgsvej, hvor faciliteterne er til det - og hvor der ikke er for langt til midtbyen.