Fortsæt til indhold

Køge Kyst har kåret fotovindere

Vinderne af 2. runde i Køge Kysts fotokonkurrence om at tage de bedste byggefotos fra Stationsområdet er fundet – næste deadline for indsendelse af fotos er den 20. november.

Arkiv
Arkiv

- Det røde tog, det gule arbejdskøretøj og så den glade arbejdsdreng med grøn hjelm - farver, arbejde og glæde under ombygningen af Stationsområdet.
Således beskriver Annette Kleiter fra Produktionshøjskolen Klemmenstrupgård dét foto, der har sikret hende førstepladsen i anden runde af Køge Kysts fotokonkurrence.
Andenpladsen går til Sebastian JB, som har valgt at indsende et flot oversigtsfoto fra Stationsområdet, hvor omlægningen af Ivar Huitfeldtsvej er i fuld gang.
- Det her billede har jeg valgt, fordi jeg synes, at det skaber et overblik over Køge Station. Det fanger det travle liv, busserne og toget og ikke mindst arbejdet som foregår ved stationen, skrev han i sin medfølgende beskrivelse af billedet.
Pia Leisner vinder tredjepladsen for sit billede med overskriften ”Kreativt keglebillede”, hvor hun har leget med perspektiv og komposition.
Billederne er udvalgt af Køge Kyst - ikke ud fra fototeknisk kvalitet men ud fra motiv og sjæl i billedet. Køge Kyst kårer hvert kvartal tre vindere, som præmieres med hhv. 1.000 kr., 500 kr. og 250 kr. i form af gavekort til Køge Handelsstandsforening, og de seneste vinderfotos udstilles på Infotrappen ved Køge Station.
Næste deadline for at indsende bidrag til fotokonkurrencen er 20. november. Foruden Stationsområdet opfordrer Køge Kyst også til, at der indsendes fotos af anlæggelsen af den nye Søndre Strand, som snart går i gang. Samtlige bidrag skal indeholde navn og kontaktinformation samt oplysninger om, hvor billedet er taget og hvad det forestiller. Ved indsendelse accepterer man, at Køge Kyst kan bruge billedet til kommunikation omkring byudviklingen.
For at deltage i konkurrencen skal man uploade sit billede på www.facebook.com/kkbyliv eller sende det til kontakt@koegekyst.dk.

2. Sebastian JB.
3. Pia Leisner.