Slivsø i jubilæumshumør
I år er det 10 år siden Sønderjyllands tredjestørste sø Slivsø ved Hoptrup blev genskabt
I år er det 10 år siden Sønderjyllands tredjestørste sø Slivsø ved Hoptrup blev genskabt. Derfor laver Naturstyrelsen et lille jubilæumsmøde samt en vandre- og en cykletur ved søen for alle interesserede søndag den 14. september.
Slivsø blev tørlagt omkring 1958 og genskabt godt 45 år senere i foråret 2004. Søen er nu nået igennem både barndom og pubertet og er faldet til ro med en god fiskebestand, et rigt fugleliv og mange fine oplevelser for utallige brugere af området.
Søndag den 14. september kl. 14.00 samles alle interesserede på parkeringspladsen ved søen i Hoptrup til en god halv times hyggesnak og historier om gamle dage. Herefter guider de tidligere projektledere bag søens genskabelse Hans Thiil Nielsen en vandretur ud til det gamle pumpehus og Ole Ottosen en cykletur rundt om søen. Vandreturen forventes at slutte ved 17-tiden og cykleturen ved 18-tiden.
Skovfoged Martin Reimers fortæller at det vil være en særlig glæde at gense tidligere lodsejere samt deltagere i følgegruppen og Slivsøgruppen. Vandreturen er på 1½ km og cykleturen på ca. 9 km. Hvis man vil med på cykleturen, skal man tage sin egen cykel med og gerne lidt at drikke til en lille pause undervejs.
Siden søen genopstod er mange ting forandret. Bølgerne har ædt af diget, så det måtte kystsikres, træer og buske er spiret frem langs søbredderne og på øerne, fuglelivet har ændret sig og der er lavet shelters og toiletter på p-pladsen i Hoptrup. Søen har desuden skiftet hænder fra Sønderjyllands Amt over Haderslev Kommune til Naturstyrelsen som ejer den i dag.
”Jeg ser frem til en hyggelig dag med gode historier og oplevelser ved søen."