Støt landsindsamling hos Brasserie Baum
Røde Kors Køge og Brasserie Baum inviterer til en eftermiddag med mad, vin og musik i en god sags tjeneste.
Forkæl dig selv og dine nærmeste ved et hyggeligt arrangement med mad, vin og god musik - og vær samtidig med til at støtte et godt formål. Det er tilbuddet fra Røde Kors Køge og Brasserie Baum, som åbner dørene til arrangementet søndag den 28. september klokken 15.30-17.30.
Billetprisen er 100 kroner, og heraf går halvdelen til Røde Kors' landsindsamling, hvor det primære fokus i år er kampen mod den frygtede Ebolavirus, der hærger i Vestafrika.
- Vi synes, det er et godt initiativ - vi vil gerne støtte op om, at folk ude i verden får det lidt bedre, siger Anders Rosenbaum fra Brasserie Baum.
Der er plads til 3-400 mennesker på dagen, hvor der ifølge lokalformand Hanne Kellberg fra Røde Kors er lagt op til en hyggelig eftermiddag med Bossa Nova fra duoen Starup/Taanum og altså mad og drikke fra Brasserie Baum. Og samtidig kan man altså glæde sig over at støte landsindsamlingen "Danmark mod katastrofer".
Dagen er også en fin anledning til at lære det stadig forholdsvis nyåbnede Brasserie Baum bedre at kende. Bag spisestedet og vinbaren står brødrene Anders og Dennis Rosenbaum, og de slog dørene op første gang for godt tre måneder siden i de hyggelige og atmosfærefyldte omgivelser i CF's Gård ved broen til Torvebyen.
Brasserie Baum udmærker sig blandt andet ved et enormt udvalg af vine, og Anders Rosenbaum oplyser, at man tilbyder 20 procent rabat på hele menukortet til de gæster på dagen, der vælger at spise middag hos Brasserie Baum samme dag.
Tilmelding kan ske ved indbetaling på konto: 9077 4583044952 hos Spar Nord Bank. Husk at oplyse navn og antal billetter ved indbetalingen.