Fortsæt til indhold

Nu skal Køge på humorens landkort

- Det er da skammeligt, at der ikke er stand up comedy i Køge. Her er der da ellers nok at grine af. Det mener den lokale stand up komiker Jesper Mansa, der fra næste måned vil få latteren til Køge.

Arkiv
Arkiv

Næstved har det. Roskilde har det. Men Køge har det ikke - endnu. Men det skal være løgn. Alle fem fredage i oktober, vil stand up comedy gøre sit indtog i Køge. Og arrangørerne bag ”Fredagsmikrofon” vil brække en arm på langs uden bedøvelse, for at Køge nu også vil komme på humorens landkort.
- Hvis man bare har den mindste selvironi, så kan enhver da se, at vi her i Køge har masser at grine af. Det er da skammeligt, at der ikke er stand up comedy i Køge. Og det vil vi nu lave om på, understreger Jesper Mansa, der er Køges egen stand up komiker og en af folkene bag ”Fredagsmikrofon”.

Mikrofonen er åben, hvis du tør

- "Fredagsmikrofon” er de fem fredage i oktober på ”Café Over Broen” i Torvebyen. Her vil alle med en stand up komiker i maven have rig mulighed for at træde op på scenen og kaste sig ud i stand up comedy for første gang, for syvende gang, eller bare fordi man har noget spas på hjerte. Mikrofonen er åben for alle, fortæller Jesper Mansa, der selv er vært når der kaldes til ”Fredagsmikrofon”.
- Det gælder jo bare om at kaste sig ud i det. Det gjorde jeg selv for tre år siden, og det gør ikke ondt. Ikke særligt ondt, siger Jesper Mansa.
- Det bliver helt klassisk open mic, hvor der vil fire-fem stand up komikere på scenen hver aften. Jeg skal som vært nok tage mig kærligt af dem som vil på scenen, og jeg vil sørge for at stemningen vil være varm og god. Én scene, én mikrofon, og en masse folk der vil have en god aften i byen. Det kan kun blive sjovt, siger han.
Der er gratis entré til ”Fredagsmikrofon” på Café Over Broen hele oktober måned, og er man frisk på at gribe mikrofonen kan man kontakte Jesper Mansa og ”Over Broen” på Facebook.