Fortsæt til indhold

Same procedure as Last Christmas

December er juleknas, juletræ og sange om hvid sne, Rudolf og kærlighed. Vi hører de samme julehits år efter år, jul efter jul

Arkiv
Arkiv

Den hed egentlig “Last Easter”, men inden George Michael og Wham nåede at sende den nye sang ud i pladebutikkerne og æteren, anbefalede pladestudiet ham at ændre titlen til “Last Christmas”.
Det var et godt råd, og det var godt for George Michael, at han lyttede til det. For singlen fra 1984 solgte et godt stykke over en million eksemplarer og blev den bedst sælgende single i Englands historie.
Og det var ikke bare i julen 1984, at alle hørte balladen med popduoen, det gjorde alle også i julen 1985 og i julen 1986 og lige siden. For det er sådan det er med julens hits. Vi hører de samme år efter år, jul efter jul. Jul er traditioner, og der gælder den samme gensynsglæde med julemusikken som med anden, julepynten og juleaften.
Den bedste sælgende julesang nogensinde er skrevet af Irving Berlin og blev skrevet på taget af et hotel i Arizona. Berlin sagde til sin sekretær, at nu gik han op på taget for at skrive den bedste sang i verden, og det gjorde han faktisk. “White Christmas” hedder den, og det blev Bing Crosby, der lagde blød stemme til.
Et andet stort julehit er Band Aid's “Do they know it's Christmas”, som Bob Geldof fik ideen til. Han sad og kiggede på hungersnøden i Etiopien på tv og blev så berørt, at han lavede en støttesang. På under en uge lykkedes det ham at samle kunstnere og branchefolk, singlen blev udgivet, blev en giga-succes og blev inspiration til de følgende støtteplader og koncerter.
Det mest spillede danske nummer i julen er MC Einar's “Jul det' cool” fra 1988, som blev indspillet en varm sommerdag og faktisk er en anti-julesang og et angreb på den kommercielle jul. MC Einar havde lånt et sample til sangen fra Leroy Andersons “Sleigh Ride” - uden at spørge om lov - og derfor får Anderson 77 procent af de royalties, sangen indtjener, når den bliver spillet i radioen. Ifølge Koda var sangen fra 2008-2012 den mest spillede julesang i radioen.