Fortsæt til indhold

Mødrehjælpens butik er kommet godt fra start

Med 27 frivilliges indsats går Mødrehjælpens nye butik godt

Arkiv
Louise Ritter

De sorterer, vasker, stryger og sælger, og når det er gjort, starter de forfra.
Der er rigtig godt gang i Mødrehjælpens nye forretning i Kongensgade, som fra denne uge udvider åbningstiderne, så der fremover kan købes ind til de mindste for fornuftige penge alle hverdage fra kl. 10.00 til 17.00.
“Vi er kommet rigtig godt fra start og bliver faktisk besøgt af alle slags mennesker. Også de tyske turister er gode kunder,” smiler Mødrehjælpens formand i Esbjerg, Kirsten Stage.
Selv er hun i butikken en dags tid om ugen, mens det resten af tiden er butikkens hovedansvarlige og de 27 frivillige, der er at finde bag disken.
Selv om forretningen er godt besøgt, er det nu faktisk i forretningens to baglokaler, at de tilbringer allermest tid. Her har vaskemaskine, tørretumbler og strygebræt nemlig hjemme mellem et utal af tøjsække og diverse bunker af legetøj og småbørnsudstyr.
“Vi får rigtig meget ind. Virkelig meget. Det er dejligt, men vi har også travlt. Det er et stort arbejde at sortere, vaske, tørre og stryge det hele,” smiler Kirsten Stage, der inden butikkens åbning klargjorde den første store mængde varer derhjemme i villaen i Bramming, men nu er 'vaskeriet' altså flyttet ind i baglokalet i Kongensgade. Og her bliver alt både kigget godt igennem for huller og pletter, inden det vaskes, tørres, stryges og hænges på bøjler.

Vinteren rykker ind

Det tøj der kasseres eller ikke kan sælges hentes af Danmission, som sender det til østlandene. Da Lokalavisen er på besøg hos mødrehjælpen har lastbilen netop været efter et læs, men alligevel er baglokalerne godt fyldt op, men allerede i denne uge vil det tynde lidt ud her, for så kan vintervarerne komme ud i butikken.
Nu er det nemlig for alvor blevet tid til flyverdragter, tykke jakker og huer og vanter. Den slags vil der i tiden fremover være masser af i butikken side om side med blandt andet tøj op til størrelse ti år, sko, støvler, legetøj, brugte børnecykler og alverdens babyudstyr lige fra autostole til ammepuder og sengetøj.