Racerbiler “ræser” i Aabenraas gågade
I eftermiddag kan du opleve både en Formel 1 racer og andre flotte biler
Der bliver en noget anderledes oplevelse end ellers i Aabenraa, hvis man i eftermiddag bevæger sig ind i byens centrum.
Her får gågadeområdet nemlig besøg af en helt anden type køretøjer end dem, der normalt får tilladelse til at køre ind på området, nemlig racerbiler.
Det hele anføres af Danmarks eneste kørende eksemplar fra motorsportens topklasse.
Det er en Formel 1-racer, som Padborg Park flere gange om året arrangerer events med, og hvor almindelige danskere kan få mulighed for at fornemme suset fra Grand Prix-sporten. Men Formel 1-raceren er ikke den eneste spændende bil, som vil kunne opleves i gågaden. Der vil også blive udstillet en række biler fra den sjove OK Mobil 1 Legend Car Cup.
Bag udstillingen står ShopiCity Aabenraa, Motor Sport Sønderjylland og Driftsforeningen Padborg Park. De to sidstnævnte står i de to efterfølgende dage – lørdag og søndag bag et stort løb på Padborg Park, hvor der bl.a. begge dage skal køres løb med de underholdende biler fra OK Mobil 1 Legend Car Cup.
Selve udstillingen vil primært være i området ved Nørretorv, og det vil være i tidsrummet fra klokken 15 til klokken 17, at man vil kunne opleve racerbilerne.