Fortsæt til indhold

Peer løber for nye senge

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Peer Mikkelsen, medlem af Sundeved Centrets bestyrelse, har ved Gendarmløbet i Broager gennemført en halv maraton for nye senge til Sundeved Centret.
”Når jeg alligevel løber, så kan andre lige så godt få glæde af det, og Sundeved Centret i Nybøl er min hjertesag,” lød det fra Peer Mikkelsen inden løbet.
Løb eller sport har ellers ikke sagt Peer Mikkelsen så meget. Men sidste års træning har sat gang i benene. Motivationen til at løbe finder han i krimier. Med en krimi i ørerne går det derud ad, og han kobler af. Når løbet er slut slukkes der for krimien indtil næste gang.
Som medlem af Sundeved Centrets bestyrelse brænder Peer Mikkelsen for lejrstedet, hvor de gamle værelser trænger til nye senge og møbler. Målet har derfor været at samle ind til tre senge ved at gennemføre de 21,1 kilometer. Det lykkedes, endda i en god tid på 1:50:53 på trods af regn og våde, mudrede stier.
"7.050 kroner er allerede kommet ind, og jeg ved, at enkelte bidrag er på vej, så vi når målet med tre senge. Forhåbentlig kan vi også møblere et værelse med fire senge," fortæller han.
En seng koster 2500 kroner, så dem, der vil støtte indsamling, kan indbetale et beløb på konto i Sydbank 8010 – 1051078. Alle beløb er velkommen, siger Peer Mikkelsen, som i øvrigt henviser til hjemmesiden sundevedcentret.dk.

(Privatfoto)