Varde har kurs mod 1. division
Næste opgave er Odder på hjemmebane lørdag eftermiddag
10 point efter fem kampe og en delt 1. plads. Det er facit for Vardes nyoprykkede 2. divisionshold inden hjemmekampen mod Odder lørdag eftermiddag.
Torsdag aften var sidste træningsdag inden kampen og her kunne cheftræner Søren Pallesen indøve taktikken til den kommende kamp.
"Det er nogle store spillere, vi skal op imod, så vi skal ikke bare øse bolde ind i hovedet på dem," sagde Søren Pallesen efter træningen.
Træningen var intens men med tid til mange lækre detaljer. Detaljer der føljer med et hold fuld af selvtillid.
"Jeg vil ikke sige, at vores succes kommer som en overraskelse," fortæller Søren Pallesen. Men jeg sagde inden sæsonstarten, at det er lettere at spille i 2. division end i Danmarksserien, hvor holdene pakkede sig i forsvaret," tilføjer han.
Udover den første kamp ude mod nyoprykkerne fra Kolding B som blev tabt 4-2 og hjemmekampen mod Næsby der endte 2-2 er det blevet til tre sejre.
"Ja vi har momentum lige nu, men det er klart, at der vil komme et tidspunkt, hvor spillet ikke vil køre for os og så vil vi tabe igen," forklarer Søren Pallesen, som også tilføjer at kører det for holdet, så kan holdet slå alle.
Spiller glæder sig
En af Vardes nye spillere er den 20-årige Emil Rindom Hansen fra Grindsted. I juni blev han student og arbejder i øjeblikket på et lager.
"Jeg blev faktisk kontaktet af Varde, efter at jeg havde lavet en del mål mod dem i et Serie 1 opgør," griner Emil Rindom Hansen, som er faldet godt til i Varde.
"Det er en god klub og selvfølgelig har det været et spring at rykke fra Serie 1 til 2. division, men jeg klør på," fortæller den unge spiller til sin træners store tilfredshed.
"Emil er faktisk en spiller, som kan nå meget langt. Han har målnæse. Det er op til ham selv, hvor langt han vil nå. Men bliv ikke overrasket, hvis vi ser ham på et endnu højere niveau om få sæsoner," siger Søren Pallesen om den unge spiller, som til kampen mod Odder skal spille venstre kant.
En af de spillere der er med til at banke selvtillid ind i såvel Emil Rindom Hansen men også de andre unge spillere i truppen er den 31-årige Jesper Svennesen.
"Jeg holdt et halvt års pause for et par år siden. Jeg havde ikke lysten, men den fik jeg heldigvis igen," fortæller Jesper, som oven i købet netop er blevet far.
"Jeg har sagt til ham, at hvis han en nat ikke får sovet på grund af babygråd, så må han godt holde en fridag fra træningen," griner Søren Pallesen.
Om kampen mod Odder siger Jesper Svennesen.
"Vi har ikke altid haft det så nemt mod hold, der ikke vil spille fodbold, men bare pakker sig i forsvaret. Men jeg håber, at vi kan finde hullerne i deres forsvar. Så skal vi nok vinde. Vi skal bare have tålmodighed og forhåbentligt kommer der en masse tilskuere," slutter Jesper Svennesen som til kampen skal spille venstreback.
Kampen mod Odder IGF spilles på Sydbank Stadion i Varde lørdag klokken 15.00