KøgeBibliotekerne har fået ny hjemmeside
Adgangen til e-biblioteket er forbedret og inspiration er sat i højsæde på KøgeBibliotekernes nye hjemmeside.
Mange låner allerede flittigt på eReolen, Netlydbog og Filmstriben, som er bibliotekets mest populære digitale tilbud. E-biblioteket dækker dog over endnu flere muligheder, som fx aviser fra hele verden, livsstilsmagasiner, erhvervsinformation og meget meget mere. Med den nye hjemmeside vil KøgeBibliotekerne øge udbredelsen af de mange baser og elektroniske tjenester, som er tilgængelig for Køge Kommunes borgere.
KøgeBibliotekerne er det første af flere danske biblioteker, der er gået i luften med en ny hjemmeside under titlen Danskernes Digitale Bibliotek. Målet er at styrke, effektivisere og synliggøre bibliotekernes digitale tilbud ved, at bibliotekerne går sammen om at udvikle fælles løsninger.
Allerede på forsiden ser man et væld af bøger opdelt i aktuelle temaer og genrer og under fanen 'Anbefalinger' er der endnu mere inspiration at hente.
- Vi bestræber os på at inspirere og overraske vores brugere med alle de gode kulturelle og informative oplevelser, som vores biblioteker rummer. Derfor har vi især fokus på at skrive masser af inspirationsstof, som får en fremtrædende plads på vores hjemmeside, fortæller webmaster Susanne Lund Mikkelsen.
Med den nye hjemmeside vinker KøgeBibliotekerne farvel til app'en. I stedet vil den nye hjemmeside fungere på både smartphones, tablets og computere, da designet – responsive design - automatisk tilpasser sig skærmens størrelse.
I modsætning til tidligere skal alle, der reserverer via hjemmesiden kun vælge afhentningssted en gang som standardindstilling. Det gør man inde på 'min konto' første gang man skal reservere. Her kan man også forny, rette sine oplysninger, betale gebyrer og benytte huskelisten.