Fortsæt til indhold

Tæt på krabber og rejer

Arkiv
Lars Saugbjerg

Havets dyr. De er spændende at se på, røre ved - og spise. For eksempel krabber. En ganske almindelig strandkrabbe kan blive til en skøn suppe. Nænner du ikke at spise krabben, så prøv at blot at holde den i hånden - hvis du tør. Hvor mange ben har den? Den har otte. Vidste du i øvrigt, at krabben ikke bruger sine to tissemænd til at tisse med. Næ, den tisser ud gennem et lille hul mellem øjnene...
Naturen byder på et hav af interessante og spændende facts. Det kan du opleve på Naturens Dag søndag den 14. september på Østerstrand i Fredericia.
Naturvejleder Bjarne Christensen og Fiskerne fra Lillebælt fritidsfiskerforening inviterer på en gratis strandtur.
"Fiskerne har været ude på Lillebælt og fiske, og de tømmer deres fiskenet i vores klappekar på stranden. Og så er det spændende at se, hvad de har fanget. Du kan komme helt tæt på dyr og planter fra bæltet. Dyr, som du måske aldrig har set før. Hør om hvordan de lever, og prøv at holde på en krabbe eller på en reje," lyder det fra naturvejleder Bjarne Christensen.
Sted: Det gamle Ishus (Lundingsvej) på Østerstrand.