Designchefen bliver nu partner i Customerwise
Den voksende Kolding-virksomhed regner med endnu flere ansættelser i år
Kolding-virksomheden Customerwise har optaget designchef Morten Messer som den fjerde partner i virksomheden. Morten Messer er 31 år og har været ansat i Customerwise siden 2012.
Virksomheden blev grundlagt i 2010 af Henrik Feld-Jakobsen, direktør og partner. Den lever af at hjælpe andre virksomheder med at udvikle og effektivisere deres netbutikker. Foretagendet er på få år vokset til 20 medarbejdere, har ansat 12 nye medarbejdere i løbet af de seneste to år og forventer at ansætte endnu flere.
“Vi har haft en gennemsnitlig vækst i omsætningen på 34 procent det seneste år. Vi regner med at ansætte to-tre ekstra medarbejdere i år. Vi er konstant på jagt efter folk med den samme passion for e-handel som os,” fortæller Henrik-Feld Jakobsen i en pressemeddelelse.
Han mener, at Customerwise er midt i en forvandling fra at være et udviklingshus til en konsulentvirksomhed, der besidder nogle forretningsmæssige og strategiske kompetencer, så kunderne kan få bygget nethandlen ind i deres eksisterende strategier og salgskanaler – som for eksempel detail.
Customerwise ledes nu af fire partnere. Det er Henrik Feld-Jakobsen, Nikolaj Riisbjerg, Theis Corfixen og senest Morten Messer.