VUC-elever stod til søs
Da de to uddannelseskibe gæstede Haderslev var det med VUC-elever ombord
Fredag morgen den 5. september steg 25 friske hf-kursister fra VUC Syd ombord på to af flådens uddannelsesfartøjer, Ertholm og Alholm, og sejlede fra Aarøsund til Haderslev. Kaptajnerne på Erthom og Alholm havde inviteret VUC Syd til at lade en klasse sejle med og hf-klassen 2. J var de heldige vindere.
De 25 kursister fik først på turen en smag for skibenes store manøvredygtighed, inden turen gik ad fjorden mod Haderslev i et mere adstadigt tempo. Undervejs fik kursisterne vist hele skibet frem og var flittige til at stille mandskabet spørgsmål om deres arbejde og opgaver og tage billeder med deres iPads. Kursisternes research bliver brugt til en opgave i engelsk.
"Det har været en lærerig og spændende tur - mandskabet har være søde til at vise rundt og fortælle og besvare alle vores spørgsmål," siger hf-kursist Shannon Campbell, mens Omar Adan tilføjer:
"Turen har været langt over forventning. Mandskabet har fortalt en masse spændende historier om skibet og deres arbejde."