Simon er vokset i SønderjyskE
Mere ansvar har styrket Simon Kristiansen som håndboldspiller
Simon Kristiansen står over for sin anden sæson i SønderjyskE, og der er store forventninger til ham efter sidste sæson, hvor hans karriere fik fornyet liv, og han fik spillet sig tæt på landsholdet.
"Det ansvar og den rolle, som jeg har fået på holdet, har flyttet mig som spiller. I SønderjyskE har jeg også spillet med i defensiven, og det har givet meget. Jeg får både mere selvtillid og mere spilletid. Jeg har tidligere været en marginalspiller, der har arbejdet med det, som andre har skabt. Nu er jeg selv med til at skabe spillet," siger Simon Kristiansen, der forventer, at det gode spil vil fortsætte:
"Jeg skal jo ikke opfinde den dybe tallerken hver sæson. Jeg skal fortsætte med de ting, der fungerede i sidste sæson."
Han er også optimistisk omkring resten af holdet:
"Vi har mistet Anders Zachariassen, og det har efterladt et stort hul, men Besard har leveret på et fint niveau, og Gøran har tilført vores spil en ny dimension. Jeg føler, at vi har et bedre hold i denne sæson, men de andre har også forbedret sig, og jeg forventer en rigtig hård konkurrence om en plads i slutspillet."
Vi skal slå GOG
Næste opgave for Simon Kristiansen og SønderjyskE i Broager Sparekasse Skansen bliver GOG.
SønderjyskE og GOG bejler til en slutspilsplads, og derfor er kampen mod GOG på lørdag ekstra vigtig.
"Hvis vi vil være et top-8 hold, skal vi vinde den slags kampe, men det bliver ikke let. Sidste sæson var det marginalerne, der afgjorde vores plads i top 8, og det har folk en tendens til at glemme," siger Simon Kristiansen.
Sidste sæson havde SønderjyskE et fint tag på GOG med en sejr og en uafgjort i de to tætte kampe.
"Vi ved de kommer med et godt forsvar, kontraspil og god fight. Deres defensiv er lige så god som sidste sæson, men det bliver spændende at se deres nye målmand Søren Haagen. Han skal udfylde et stort hul, og hans succes bliver en afgørende faktor for dem."
SønderjyskE står over for et tætpakket kampprogram med mange hårde kampe.
"Vi skal ikke klage over de mange kampe, for det sjoveste som håndboldspiller er at spille kampe. Jeg kan kan godt lide, når der er pres på. Lidt modgang kan være sjovt, hvis man lærer noget af det. Sidste sæson havde vi en forfærdelig december, men det var samtidigt noget, vi lærte meget af," siger Simon Kristiansen.