“Det var helt vildt sjovt”
Sebastian fra 2. Klasse på Sct. Severin Skole fik en helt særlig togoplevlse. De kørte tog som den gang skolen var ung
“Det var spændende – og det var da også sjovt at køre med toget.” Sådan lød det fra en begejstret, men også lidt beklemt Sebastian på 8 år, da vi snakkede lidt med ham på perronen i Hammelev, efter han fredag morgen prøvede sin allerførste togtur.
Sebastian var sammen med godt 800 kammerater fra Fællesskolen Hammelev-Sct. Severin på skoleudflugt på rigtig god gammeldags manér. Poderne kørte nemlig alle sammen på udflugt med det gamle veterantog på Haderslev - Vojens banen. Og det hele foregik næsten som for 90 år siden, da Sct. Severinskolen i Haderslev blev født.
På denne tid, og mange år frem, var det nemlig helt et almindeligt syn at se lange udflugtstog på de danske banestrækninger fyldt med glade og vinkende skolebørn. Men fredag var det bestemt et særsyn. Det gamle veterantog var i anledningen ekstraordinært sat på skinnerne gennem et samarbejde mellem skolen og Veteranbanen Haderslev-Vojens.
Forventningsfulde poder
Det var da også tydeligt både forventningsfulde og spændte børn, der samlet i lange rækker gik fra deres skoler frem til det gamle veterantog. I Haderslev ved Slesvigske Vognsamling (Schaumanns Klædefabrik) og i Hammelev ved det lokale trinbræt.
De mange børn blev sendt af sted med veteran-toget i to omgange. Først de store og så de små. Eleverne fra Hammelev rejste til Haderslev og eleverne fra Haderslev til Hammelev. Fælles for dem alle var, at de opstemte og glade og drog af sted ud ad banelinjen vinkende med små dannebrogslag. Et festligt og glad syn i den travle hverdag. Anledningen til det store arrangement var, at Sct. Severin Skole fjerede sin 90 i års fødselsdag.
Frisk luft og flot vejr
Efter togturen tilbragte børnene de efterfølgende timer i den friske luft og i den flotte Christiansdal, hvor et flot solskinsvejr var med til at højne de mange værdier naturen byder på.
Helt igennem fik børnene en god dag med gode oplevelser med sig hjem. Og for rigtigt mange af dem var dagens store højdepunkt, at de ligesom Sebastian, oplevede deres allerførste togrejse. Og så endda med et veterantog.