Verden i farver
Foto: Per Rudkjøbing
Børnene i Vuggestuen Solgården har haft travlt med at sætte lidt mere kulør på hverdagen i de seneste par dage.
Roskilde Avis's fotograf var forbi onsdag, hvor regnen stod ned over de små hoveder.
Vandet fra oven så dog ikke ud til at forstyrre børnene, som havde travlt med at male sig selv, svenske julebukke, paraplyer, støvler, fliser og hvad de ellers fik fat i.
Poderne svingede penslerne og beundrede hinandens værker, mens de eksperimenterede på livet løs.
Hvordan ser det egentlig ud, når min hånd er blå, så det ud som om en lille dreng tænkte, mens han koncentreret gav hånden lidt farve.
Eller er det egentlig flot, hvis kloakristen er grøn, overvejede to piger med strålende smil.
Maleprojektet er årligt tilbagevendende og skal udfordre de mindstes fantasi og kreative evner.