Nyt fitnesscenter indviet
Erritsø Idrætscenter er et moderne forsamlingshus
600 nye kvadratmeter. Flotte kontor- og konferencefaciliteter, et topmoderne fitnesscenter spækket med nyt træningsudstyr, et spinninglokale med 26 cykler - og et moderniseret cafeteria. Pris: Godt 10 millioner kroner. Erritsø-Hallen, som det hed i "gamle dage", har fået et gevaldigt løft.
Efter to års ihærdigt arbejde blev projektet afsluttet onsdag med en officiel indvielse. Samtidig blev det markeret, at Erritsø-Hallen fremover hedder Erritsø Idrætscenter
"Vi synes, at vi har fået skabt nogle fantastiske rammer. Det er et værested for hele familien. Et moderne forsamlingshus for den lokale befolkning. Det er et forsøg på at skabe nogle rammer, som matcher de behov, som den moderne familie har i dag. At have et fælleskab med andre, er bærende for den livskvalitet, som vi jo alle har så meget brug for," siger formanden for forretningsudvalget i Erritsø Idrætscenter, Anders Axø.
11 deltidsansatte instruktører og en fuldsansat Center-koordinator, Camilla Høj-gaard, skal kræse for brugerne og give dem fitness-oplevelser ud over det sædvanlige.
Centerleder Kim Borg er ikke i tvil om, at folk vil vælte ind.
"Jeg er slet ikke bekymret. Der har været en kolossal interesse for centeret i byggefasen. En del af kunderne er her i forvejen, men vi skal også have fat i hr. og fru Jensen, som ikke har lyst til at træne i traditionelle foreninger. Det bliver ikke et problem, for vi bor i et smørhul. Tusindvis af mennesker kan cykle hertil lynhurtigt, og vi må ikke glemme uddannelsesinstitutionerne, som også higer efter flere tilbud," lyder det fra Kim Borg.
Erritsø Idrætscenter holder åbent hus i weekenden, lørdag og søndag fra klokken 10-16. Alle er velkomne.