Fortsæt til indhold

Mød maden hvor den kommer fra

Nabogårde på Uldallund ved Vojens byder indenfor til »Åbent Landbrug«

Arkiv
Mette Henriksen

Mælken er ikke noget, der bare kommer fra butikkens køledisk, og kartoflerne er ikke noget, der bare ligger i grøntsagsfdelingen. Alt sammen kommer fra landet, og på søndag 21. september er der rig mulighed for at komme helt tæt på de steder, hvor tingene produceres.
Det sker, når organisationen »Landbrug & Fødevarer« byder velkommen til det årlige arrangement »Åbent Landbrug«, hvor 53 gårde landet over byder indenfor. Et tilbud, der plejer at trække rigtig mange gæster.
Blandt gårdene er to naboer – tvillingegårde – på Uldallund ved Vojens, hvor der er lejlighed til at se på køer, kalve og malkerobotter på den ene gård og komme tæt på produktion af kartofler og korn på den anden.
Ud over at kigge på køer og kalve bydes der i tidsrummet fra 10-16 på forskellige aktiviteter. Det bliver bl.a. muligt at prøve at lave sit eget smør, ligesom Arla er på banen med forskellige smagsprøver. Der er også besøg af spejdere og rideklub, repræsentanter for de firmaer, der aftager kartoflerne, og det største grej til produktion af kartofler og korn bliver kørt frem og kan ses. De yngste vil også få mulighed for at tage et pedaltraktorkørekort.