Hygiejnepris til den kommunale tandpleje
Rådet for Bedre Hygiejne har netop uddelt den nationale hygiejnepris, og den gik til den kommunale tandpleje i Sønderborg Kommune for deres arbejde med at skabe god hygiejne.
I forbindelse med en større strukturændring i foråret 2013 nedsatte tandplejen i Sønderborg Kommune en hygiejnegruppe, der lige siden har arbejdet målrettet med at skabe god hygiejne. Det har Rådet for Bedre Hygiejne valgt at honorere med Årets Hygiejnepris.
"Vi kan slet ikke få armene ned, og vi er bare så stolte," lyder det fra klinikassistent i Gråsten Gitte Torning Christensen.
Hygiejnegruppen har i siden marts sidste år arbejdet på at ensrette og sikre en fælles retning for hygiejnen på de tre klinikker.
"Arbejdet med god hygiejne er et vigtigt led i udviklingen af sundhedsområdet i Sønderborg Kommune, og prisen her er jo et tegn på at vi er godt på vej, også på dette område," siger sundhedsudvalgsformand Helge Larsen.
"Det er først og fremmest patienternes sikkerhed, der ligger os på sinde med et ønske om at fjerne risikoen for infektion i forbindelse med behandling. Men samtidig er det også personalets sikkerhed og arbejdsmiljø, der er i fokus," siger Susanne Gyldenhof, der er leder af tandplejen i Sønderborg Kommune.
Alt fra arbejdsgange, retningslinjer og indretning er blevet gennemgået og optimeret i den lange proces, der har involveret alle ansatte i tandplejen i Sønderborg Kommune.