Lynskytte fra Køge tog guld ved DM
Morten Furholt Hansen fra Køge Skytteforening blev danmarksmester i sekundskydning.
Blot 2,49 sekunder skulle Morten Furholt Hansen fra Køge Skytteforening bruge til at sætte fem skud i fem mål, og dermed blev han en ganske overbevisende vinder af årets DM i sekundskydning. Og med lidt under et halvt sekund pr. træffer var han faktisk tæt på den uofficielle danske rekord i disciplinen, hvor den bedste DM-tid gennem årene er 2,41 sekunder.
Det skete ved forrige weekends DM på Borris Skydeterræn med deltagelse af op mod 300 skytter, men trods den hårde konkurrence sikrede Morten Furholt Hansen sig altså sejren i sekundskydning, og dermed både medalje og pokal til pokalskabet i Køge Skytteforening, som i øvrigt vandt sin seneste DM-titel for 15 år siden. Morten Furholt Hansen blev nr. 21 ved DM i sekundskydning sidste år.
Pistolen til sekundskydning er en tysk fremstillet Feinwerkbau AW93, en dedikeret sportspistol. Den type ammunition, den skydes med, hedder kaliber 22. Det er en lille, ikke så kraftig patron, der primært bruges til skiveskydning.