Teater for børn på biblioteket
Roskilde Bibliotekerne har fundet en række børneteaterforestillinger, hvor børn helt ned til seks måneder kan være med. Den første er på Roskilde Bibliotek lørdag 20. september. Her viser Teatret Gazart danseforestillingen ‘Blåt’, der er for børn mellem et halvt og fire år. Lørdag 4. oktober er der to forestillinger på henholdsvis Gundsømagle og Roskilde Bibliotek. I Gundsømagle kommer Teatret Kriskrat med en forestilling om noget alle mennesker beskæftiger sig med, nemlig mad. En sjov kokke komedie for børn fra 2-4 år og deres voksne. Samme dag præsenterer Stine Michel og Birgit Lykke musikfortællingen ‘I svalens fodspor’ for børn fra 4 – 8 år og deres voksne. På Viby Bibliotek kommer Jytte Abildstrøms teater og viser forestillingen ‘Åbent Hus’ fredag 10. oktober. Stykket handler om Ragnhild og kludedukken Hans og er for børn fra 1,5 til 4 år. For alle forestillingerne gælder det, at billetter kan købes på www.roskildebib.dk/kalender.