Fortsæt til indhold

Lille Josefine sendt blødende væk

Arkiv
Anette Gundlach

Sygeplejersken på Roskilde Skadestue pillede strips og forbinding af lille Josefine på fire års knæ, som var flænget i en lang revne på fire centimeter. Nu stod blodet igen ud af flængen.
Josefine stirrede paralyseret på knæet, der blev rødere og rødere.
Sygeplejersken sagde, at det kunne de ikke gøre noget ved på Roskilde Sygehus. I stedet skulle de køre til Køge, fortæller mor Christina Hagensen.
Hun spurgte, om sygeplejersken kunne sætte strips på igen, så såret blev holdt sammen, ligesom hun selv havde sørget for at gøre hjemmefra.
Det måtte hun ikke, lød beskeden. I stedet fik moderen udleveret et plaster, som blodet hurtigt trængte igennem.
- Jeg synes, det er forfærdeligt, når det går ud over børn, at personalet ikke må hjælpe dem, hvis de kommer til skade, siger Christina Hagensen og fortsætter:
- Børnene kan jo ikke forstå, at de bliver sendt sårede videre.

Ramte ned i sten

Josefine kom til skade, da hun legede med tvillingesøster Nicoline og storesøster Frederikke. De løb rundt på græsplanen i Kirke Såby en solrig septemberdag.
Pludselig snublede Josefine og ramte pladask med knæet direkte ned på en sten. Huden flækkede på langs i en lang åben revne, hvor blodet strømmede.
Al leg stoppede, og Josefine græd, mens hendes to søskende og forældrene forskrækkede så til.
Christina Hagensen greb datteren, satte revnen sammen med strips og ringede til mormor. Hun skule med for at holde den forslåede piges ben strakt og hævet i luften, så blodet i det mindste løb lidt langsommere fra benet.
Imens tog faderen sig af de to andre døtre.

Ring først

Da Josefine, mor og mormor fløj ind på skadestuen i Roskilde, blev de med det samme bedt om at melde deres ankomst til alarmcentralen fra telefonen på væggen, som var til det samme, sagde damen i modtagelsen.
Over telefonen fik Christina Hagensen at vide, at datteren knæ kunne sys på skadestuen i Roskilde.
Efter 20 minutter tog en sygeplejerske plaster og strips af og bekendtgjorde, at de skam ikke måtte sy led på Roskilde Skadestue.
I stedet blev mor Christina bedt om igen at gå til vægtelefonen for at ringe til alarmcentralen om den nye situation. Hun fik besked om at køre til Køge eller Holbæk Sygehus, hvor de gerne må sy.
Den stadig blødende datter blev stoppet i bilen og kørt af sted og syet. Denne gang uden at støde ind i problemer.
Christina Hagensen kan ikke forstå den dårlige behandling:
- Jeg synes, det er helt uacceptabelt, at de finder på at spare på den måde. Samt at man samtidig bliver mødt af en sygeplejerske, der slet ikke føler ansvar overfor at såret barn.
Vel hjemme i Kirke Såby blev Josefine modtaget som en heltinde af søstrene Nicoline og Frederikke, da de så de fire sting midt på knæet, der var endelig var stoppet med at bløde.

ag@roskildeavis.dk