Fortsæt til indhold

Der var engang, hvor telefonmænd altid måtte ”stå for skud”…!

Arkiv
Arkiv

Normalt vil jeg ikke beskæftige mig med enkeltstående virksomheder på denne plads i avisen, men jeg vil gøre en undtagelse i denne uge, og dække mig ind under, at der er tale om så stor og dominerende en af slagsen, at de må kunne tåle at høre det…
Det drejer sig om TDC – der har rødder helt tilbage til 1879 – men som blev skabt i sin nuværende form i 1990, da Folketinget vedtog, at samle alle de regionale teleselskaber i et selskab, som kunne klare sig i konkurrencen med de store udenlandske ”spillere”.
TDC er det største teleselskab på det danske marked i dag, med ca. 9 millioner kundeforhold og en medarbejderstab på omkring 10.000.
Da KTAS styrede området her omkring Køge var det en ”stående vittighed”, at fik man et job her, så var man sikret et job lige til sin alderdom – bare man ikke lavede noget, så nogen fik øje på, at man var ansat…
Når der skulle installeres noget i et hjem eller en virksomhed, så mødte der en hel vognfuld op af disse telefonmænd. Når kaffen var drukket, og et par madder var spist gik den ene i gang med at undersøge, hvad det var de skulle lave, mens de øvrige holdt øje med ham…
Selvfølgelig blev historierne sjovere for hver gang de blev fortalt, og ofte ramte de forkert, men som et gammelt ordsprog siger: ”Der går ikke røg af en brand uden at der er ild i den”
Men det var dengang…!
Der er, som nævnt, omkring 10.000 medarbejdere i TDC, og det må da ikke var nemt at holde styr dem. Jeg synes det kan være svært nok med de 30 stykker (+ 400 bude) vi har her på avisen – men meget er tilsyneladende lykkedes for TDC – eller også har jeg været meget heldig.
Forleden skulle vi have installeret noget nyt Internet hjemme privat, og det er der, så vidt jeg kunne forstå på montøren (jeg spurgte ham) afsat ca. 50 minutter til.
Men lige der, hvor det hele skulle installeres, har der i forvejen (for mange år siden) været et ”hav” af telefonmænd, kloge EDB-folk m.v. inde over, så der var i forvejen så mange ledninger og forbindelser, at det kunne minde om en gryde spaghetti.
Samtidig var der fejl i forbindelsen ude i skabet på vejen, så vores kære montør kunne umuligt nå det på 50 minutter – og det var fredag eftermiddag, og der var kun en lille time til det blev hans tur til at holde weekend.
Så vi indstillede os hurtigt på, at det blev så ikke lige den fredag, vi fik nyt Internet.
Men næsten 3 timer senere var vi blevet klogere…
Den kære montør spurgte til, om vi skulle noget, eller vi kunne blive hjemme, mens han arbejdede, for han VILLE have det her til at fungere – og han fik det til at virke, efter små 3 timer – på en fredag eftermiddag/aften!
Respekt!
Der er ingen, der fremover får mig til at grine af telefonmænd. Vores montør ydede en fantastisk service og afprøvede det hele – og det virkede - inden han ønskede god weekend.
Der er virkelig sket noget positivt for TDC på denne front – og så må vi håbe, at det med tiden slår igennem i hele virksomheden – også ud i TDC's butikker.
TDC har nemlig en af de bedst beliggende butikker i Køges gågade, og så er det lidt beskæmmende, at denne butik lukker ned før byens øvrige butikker.
Det er ikke særlig venligst at se på, at TDC lukker sin store strøgbutik med gitter foran vinduer og døre en hel time før alle andre butikker i byen. Her bør TDC jo nok tænke på, at både byens kunder og de øvrige butikker er potentielle kunder.
Lad os få den samme service, som vi oplever ”ude i marken” ind i midtbyen også…

- rigtig go' weekend!