Røvere truede tankpasser med kniv
Arkiv
En tankpasser på Uno-X-tanken i Tune fik sig torsdag ved middagstid en grim overraskelse.
To maskerede røvere truede ham med en kokkekniv til at udlevere kontanter, 50 kartoner cigaretter og klippekort. Efterfølgende flygtede røverne i en bil fra stedet. Ekspedienten var så kvik, at han både fik skrevet nummerplade, bilens farve og mærke ned, hvilket han gav ordensmagten, da han slog alarm.
Flugtbilen blev efterlyst og efter en biljagt blev de to røvere anholdt af Københavns Politi halvanden time senere. Røverne viste sig at være en 23-årig mand fra nordvestkvarteret i København og en 21-årig mand fra Amager. Nummerpladerne havde de stjålet i hovedstaden. De to røvere kommer i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde i dag.