Målrettet indsats skal gøre unge klar til digital post
KØGE: De unges tilmelding til Digital Post ligger under gennemsnittet, og de må se sig slået af deres bedsteforældre.
Derfor gør Køge Kommune nu en særlig indsats for at få de unge til tasterne. Samtidig har Digitaliseringsstyrelsen netop lanceret en landsdækkende kampagne, der kører på Facebook.
Tablets, smartphones og sociale medier er hverdagskost for danske unge. Men selvom de surfer nettet tyndt, er de ikke nødvendigvis klar til kommunikation med det offentlige online.
I dag er knap 42,3 procent af de 15-24-årige tilmeldt Digital Post, hvilket er under landsgennemsnittet på 56,2 procent. Og så må de unge se sig slået af den ældre del af befolkningen, hvor 57,9 procent af de 65-74-årige har tilmeldt sig.
I Køge Kommune er tendensen den samme. Kun 38,5 af de unge 15-24 årige har på nuværende tidspunkt tilmeldt sig Digital Post.
Køge Kommune har derfor udarbejdet et undervisningsmateriale, der er på vej ud til de unge 15+ i folkeskolerne, de private skoler og til ungdomsuddannelserne i Campus Køge.
På nationalt plan har Digitaliseringsstyrelsen netop lanceret kampagnen ”Er du mere digital end en 65-årig?” Kampagnen kører på Facebook som en quiz målrettet de 15-24-årige. Spørgsmålet er ment som en provokation til de unge, som nok selv tror, at de kan svare 'JA!'. Quizzen kan ses på www.erdumeredigital.dk.
Danskere, der er uden for aldersgruppen 15-24 år, er også velkomne til at tage quizzen og måle deres digitale kunnen.
Køges borgmester Flemming Christensen er meget tilfreds med den lokale indsats, som skolerne og uddannelsesinstitutionerne i Campus Køge nu sætter i gang for at ruste kommunens unge til at blive gode digitale borgere:
- Vi må alle være med til at understøtte indsatsen for, at de unge bliver gode digitale borgere. Derfor vil jeg også gerne opfordre de unges forældre til at tale om digitalisering og digital post derhjemme. Og helt konkret hjælpe deres unge, der er fyldt 15 år, med at få oprettet et NemID og blive dus med Digital Post. NemID er en forudsætning for at bruge den digitale postkasse og mange andre digitale løsninger, som vi får flere og flere af, siger Flemming Christensen.
Indsatsen for at få de unge til tasterne løber frem mod den 1. november, hvor alle danskere, der ikke er fritaget, automatisk begynder at modtage Digital Post fra det offentlige.
pm