Bekæmpelse går efter planen
Første uge af kampen mod væggelus på Gl. Vardevej er gået, og resultaterne er positive
Uge 1 i bekæmpelsen af væggelus på Gl. Vardebej er gået, og det er gået rigtig godt. Både rengøringsfirmaet SSG og skadedyrsbekæmperne fra Rentokil melder positivt tilbage og er nu klar til at sætte i gang i de resterende opgange. Det har været en god start, og samarbejdet mellem beboerne, SSG, Rentokil, Hjemløses Venner, boligforeningerne og de to væresteder Refugium og Morgenrøden har været helt i top. Det skriver Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.
På trods af lidt startvanskeligheder og udfordringer med plads til opbevaring er tidsplanen overholdt. Esbjerg Kommune er nu ved at lægge sidste hånd på en endelig tidsplan for de sidste opgange, så de berørte beboere har nogle præcise datoer at forholde sig til.
"Vi var nødt til at lade den første uge gå for at se, om det overhovedet var realistisk med 20 lejligheder om ugen, inden vi lavede den endelige handlingsplan. Beboerne derude har nok at slås med, så vi ville være sikre på, at vi kunne give dem korrekte informationer, inden vi begyndte at melde datoer ud til dem," fortæller Social & Tilbudschef Britta Martinsen.
Det er stadig en kæmpe opgave, og der er brug for stor fleksibilitet fra både beboere, SSG, Rentokil og personalet i Morgenrøden og Refugium, der har haft en ekstra travl uge med rigtig mange henvendelser fra de berørte beboere, som alle ser frem til, at det bliver deres tur til at få besøg af skadedyrsbekæmperne.