Fortsæt til indhold

Kom til møde 23. september

Hvidovre Privatskole har efterhånden 600 følgere på Facebook og interessen for skolens planer er stor - bestyrelsen efterlyser dog bedre sagsbehandling af Sønderkær-udbud

Arkiv
ark

Pengene kommer fra opskrivningsgebyrer fra borgere, der ønsker optagelse på den kommende skole. Hidtil er interesserede blevet informeret via Facebook - hvor skolen ind til videre har opnået knap 600 følgere. Nu afholdes informationsaften for første gang: Tirsdag den 23. september kl. 19.30 inviteres man til informationsaften hos Zentropa, Filmbyen 22. Det er forældre til elever på Hvidovres folkeskoler, der har taget initiativ til oprettelse af en ny privatskole i Hvidovre. Hvidovre har allerede én privatskole, nemlig Esajasskolen. Forældrene ønsker dog et alternativ, der er uafhængig af religiøse overbevisninger. (Esajasskolen er en kristen friskole).

Egnede lokaler

Men det er ikke nemt at finde egnede lokaler. Hvidovre Privatskole har set sig lune på den nedlagte Sønderkærskole. Men sagsbehandlingen tager al for lang tid, mener Hvidovre Privatskoles bestyrelse: - Vi er frustrerede og ærgerlige over sagsbehandlingens lange udsigt. Vi søgte 17. januar om at overtage lokalerne og er stort set ikke kommet videre i processen og samarbejdet med Hvidovre Kommune, siger formand Jesper Guldbech. Selvom ansøgningen blev sendt medio januar, blev den ifølge formanden væk i forvaltningen og nåede derfor ikke på dagsorden i Økonomiudvalget før 17. marts. Her blev sagen udsat til næste ØU 22. april - og igen udsat til mødet den 19.maj. 27. maj blev det besluttet af et flertal (A,C,F, V og Ø) i kommunalbestyrelsen, at den fremtidige brug af Sønderkærskolen sendes i udbud. Imod var Dansk Folkeparti og Hvidovrelisten undlod at stemme. - I mellemtiden afholdt vi møde med borgmester Helle Adelborg. Siden fik vi skriftligt at vide, at borgmesteren efter ØU 19. maj ville vende tilbage med en afklaring. Det skete bare aldrig. I hvert fald ikke direkte til os. Selvfølgelig blev det offentligt kendt, at skolen sendes i udbud, men vi fik ikke direkte svar.

Sagsbehandlingen

- Vores nuværende frustration bygger på, at bygningerne slet ikke er sendt i udbud endnu! Vi er blevet lovet at få besked, når dette sker. Men hvorfor skal det tage så lang tid?, spørger Jesper Guldbech. - Vi har hundredvis af støtter, som dagligt spørger os, hvor langt i processen vi er med en placering. Vi mener, at vores initiativ er et fantastisk tilbud til Hvidovres nuværende og fremtidige borgere. Det er ikke op til Kommunalbestyrelsen at tage stilling til, hvorvidt man ønsker en privatskole i Hvidovre Kommune. Men det er Kommunalbestyrelsens opgave at handle på beslutningen om den fremtidige brug af Sønderkærskolen. Denne, som koster dyrt hver eneste måned. Vi har tilbudt både at købe og leje Sønderkær, men efter ni måneder har vi stadig ingen afklaring, siger Jesper Guldbech. Han og den øvrige bestyrelse opfordrer kommunalbestyrelsen til at deltage i informationsmødet den 23. september. Hvidovre Avis har spurgt forvaltningen hvor udbudsprocessen står netop nu. Gert Nelth, direktør for Kultur-, Teknik-, Miljø- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skriver i en mail til Hvidovre Avis kort før deadline i går: - Der er tale om en vanskelig proces, da det kun ønskes at dele af Sønderkærskolen skal udbydes til salg og den resterende del af skolen skal vedblive med at blive ejet af Hvidovre Kommune og stadig anvendes til musikskole og idrætsmæssige formål. Sønderkærskolen er derfor nødsaget til at blive opdelt i ejerlejligheder, inden den kan udbydes til salg. (Dette sker af juridiske årsager og altså ikke fordi skolen skal bruges til beboelse -red.) - Forvaltningen er derfor ved at undersøge, hvordan denne opdeling kan ske bedst muligt, således at Hvidovre Kommune kan tilgodese alle de aktører, der benytter Sønderkærskolen på nuværende tidspunkt.