Fortsæt til indhold

- Hvidovre mangler skoler...

- Vi bør genåbne Sønderkærskolen og snart bygge en ny skole i Avedøreområdet...

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

- Et af hovedargumenterne dengang var en prognose, der sagde at antallet af skolebørn i kommunen ville være faldende flere år frem i tiden. Den prognose blev dengang bestridt af modstanderne af skolelukningerne, som var Hvidovrelisten, SF og Enhedslisten, der dengang hed liste T, siger Mogens Leo Hansen (Ø): - Nu viser det sig meget klart, at det var modstanderne af skolelukningerne, der fik ret. I sidste uge var der nemlig et punkt på kommunalbestyrelsens dagsorden. Vi skulle tage stilling til dispensationer for at udvide antallet af børn i tre af kommunens børnehaveklasser til mere end de 28, som loven ellers foreskriver. At give en dispensation eventuelt med tilknytning af en ekstra lærer vil ikke være en løsning, da det bare vil give endnu flere mennesker i klasselokaler, hvor der i forvejen er problemer med arbejdsmiljøet på grund af for dårligt indeklima, fordi der allerede er for mange personer på for lidt plads...

Dyr fornøjelse

Mogens Leo mener, at den eneste mulighed for at løse disse problemer er at øge skolekapaciteten i kommunen: - Vi bør genåbne Sønderkærskolen som første skridt til at aflaste det akutte behov. Senere vil der være behov for at bygge en ny skole i Avedøreområdet, hvilket allerede er ved at være op over for at forhindre, at flere børn skal krydse Avedøre Havnevej for at komme i skole. Alt i alt ser det ud til, at de 45 mio. kr. Hvidovre Kommune har brugt på at lukke Enghøjskolen og Sønderkær, har været spildt. Det bliver en dyr fornøjelse at rette op på den fejltagelse. Og ikke nok med det. Situationen i flere andre af skolernes 0.-klasser er sådan, at tilflyttere til skoledistriktet i løbet af skoleåret vil medføre lignende behov for dispensationer, da elevtallet allerede er, eller er tæt på at være 28 børn i hver klasse. I alt er den gennemsnitlige klassekvotient 25,8 i kommunens 0.-klasser, langt fra det ideal de fleste af partierne har givet udtryk for på 20 til 22 børn...

Problemet vokser

- Ser man frem i tiden vil problemet bare vokse, fortsættter Mogens Leo: - I 2018 - altså om bare tre år - vil der ifølge den nyeste prognose være 50 flere børn i børnehaveklassealderen. Med det nuværende antal 0.-klasser vil det give 27,8 børn i gennemsnit. Det skal bemærkes, at der ikke er mange muligheder for at øge antallet af klasser, da flere skoler allerede lider af mangel på ledige lokaler. Det skal lige nævnes, at den nævnte nyeste prognose allerede er forældet, da antallet af børn i 0- klasse på nuværende tidspunkt er større end dem prognosen forudså. Så langt frem som prognosen forudser - til 2023 - vil der være flere børn i Hvidovres skoler end her i 2014, hvor skolernes kapacitet allerede er trængt... Mogens Leo poienterer, at problemet med de mange børn ikke kun er et spørgsmål om plads: - Klasser med mange børn fungerer dårligere i hverdagen. Det giver sig udslag i, at resultaterne i undervisningen bliver dårligere, med lavere karakterer og lavere selvværd hos børnene. På disse parametre klarer Hvidovres skoler sig i forvejen under landsgennemsnit. Problemet med for mange børn i klasserne er især udtalt i forhold til forældrenes uddannelses- og indkomstgrundlag. Områder med mange højtuddannede og højtlønnede forældre kan bedre klare at være flere i klasserne, end områder med mange lavere uddannede med lavere indtægter - og det sidste er jo kendetegnende for Hvidovre. Dårligere resultater i skolerne er om noget det, der kan få børnefamilier til at fravælge at bosætte sig i en kommune og rygtet om de overfyldte klasser vil snart brede sig til dem, der overvejer at bosætte sig her... - Manglende ny bosætning af børnefamilier, vil selvfølgelig afhjælpe noget af problemet med de overfyldte skoler, men det er vel ikke den måde "børnenes og familiernes by" vil markedsføres på, slutter Mogens Leo Hansen...