Det kan da vist blive både en dreng og en pige
Det er håbløst at spå om resultatet af aftenens superligakamp - men den skal nok blive underholdende
Hvis man skruer tiden nogle måneder tilbage, så var lige præcis aftenens kamp én af de kampe, som alle "fodboldeksperter" ville regne som en sikker sejr til hjemmeholdet. SønderjyskE imod oprykkerne fra Hobro IK.
Men fyraftensprofferne fra Hobro - et hold, der stort set består af spillere, som ikke kunne komme på holdet andre steder - har spillet sig til anerkendelse og respekt. Selv de største hold er kommet ned at ligge, og det er faktisk ganske uden betyding for klassens nye drenge om de skal spille ude eller hjemme. De har givet den gas, har spillet positivt og målsøgende og de har været effektive. Derfor ligger Hobro fortsat - efter et par måneder - med i toppen af rækken.
Så der er god grund til at have respekt for dagens modstander på Sydbank Park. SønderjyskE skal man dog også regne med, og muligvis er der i aften debut til et par spændende nyerhvervelser - angriberen Marvin Pourie og forsvarsspilleren Meers Siers.
Kampen spilles klokken 19.00.