Præsten der tog form efter Avedøre

Paul Kühle drikker færdig. Runder samtalen af med de andre ved bordet og viser over i et mødelokale, hvor der er udsigt til kirkens gårdrum med kunstneriske sten, kirkens brune murværk og træer med næsten neongrønne blade. Paul Kühle kom til Avedøre i 1974. Det blev hans andet job som nyuddannet præst - og også hans sidste job som præst. Knap 40 år er det blevet til i sognet, der, og man fornemmer hurtigt Kühles engagement, ikke under nogen omstændigheder må omdøbes til Hvidovre Vest eller andet der inkluderer navnet Hvidovre. Navnet er Avedøre, men pastoren går gerne med til at Avedøre ligger i Hvidovre Kommune. Den 28. september holder han sin sidste prædiken i Avedøre Kirke, som han igennem stort set hele sit arbejdsliv ikke bare har formet, men som i høj grad også har formet ham. Paul Kühle er egentlig født i Hellerup, men da han var 2 år flyttede familien til det nordlige Mors. Faderen var præst og også dengang rejste præsterne efter arbejde. Da han var 12 år vendte familien tilbage til Sjælland, hvor der nu var et ledigt embede i Sundby på Amager. Kühle voksede op i en indremissionsk familie, hvor ikke bare faderen missionerede, men også morfaderen og farfaderen. Selv blev Paul Kühle døbt af Paul Hartling, og som ung i 1968 gik han på universitet iklædt jakkesæt, og var det han selv kalder ”klassisk borgerlig”. - Avedøre har i høj grad formet mig. Da jeg kom til Avedøre var jeg mere eller mindre indremissionsk, fortæller Paul Kühle. Paul Kühle var dog også lige blevet skilt, og selv om det ikke harmonerede med den indremissionske indstilling til præsteembedet besluttede han sig for, at han godt kunne være præst alligevel. Ifølge Kühle blev han altså 68’er, men først i midten af 70’erne, da han stod i Avedøre. Skiftet hos ham skyldtes i høj grad de mennesker han mødte i Avedøre. - Jeg mødte hurtigt nogle mennesker, jeg aldrig havde drømt om jeg skulle møde. Det gjorde mig venstreorienteret, så det basker. Og jeg er det stadig, siger Paul Kühle og uddyber. - Når man står med et budskab i kirken om at de svageste skal hjælpes, så er det svært at blive andet (end venstreorienteret, red.). Man møder mange mennesker, der ikke har det nemt. Ikke bare flygtninge, men også almindelige mennesker, forklarer Paul Kühle. Så selv om navnet Kühle i et stykke tid forbandt ham med familiens traditionelle indremissionske synspunkter, så gik der ikke længe, før at alle var klar over, at Paul Kühle var blevet en anden slags Kühle end rødderne. Det handler dog stadig om at missionere. - Det kan ikke undgås. Kirken er med til at forme folk, og jeg er stolt af, at Avedøre Kirke former folk. Det handler om, at det er en måde at tænke om andre mennesker. At ALLE er velkomne. Også dem med tørklæder. Hvis man ikke kan acceptere det, så kommer man ikke her, siger han.

Et behov for at blive set

Paul Kühle vidste allerede som barn, at han skulle være præst. Han lægger ikke skjul på, at ønsket nok udsprang af et behov for at blive set af sin far. Og at det var en måde at gøre sig synlig på, som tredje barn i flokken på fem. I det hele taget gik hans liv meget efter bogen. Altså indtil den dag han stod i Avedøre. Han blev gift på kongebrev som 20-årig. Fik sit første barn som 21-årig. Tre børn blev det til i første ægteskab. Det er så blevet til to mere i andet ægteskab, og der er nu seks børnebørn. Paul Kühle har i tidligere interviews sagt, at der ikke findes bedre kirker end Avedøre Kirke. Sådan har han det stadig. Paul Kühle var med, da Avedøre Kirke blev bygget. - Der er ting og muligheder her, der passer godt til mig. Bare bygningens karakter er pragtfuld. Vi har et pragtfuldt kirkerum. Det findes ikke bedre. Midten er rummelig, og jeg elsker at placere mig i den psykologiske midte. Jeg kan godt lide at være i nærkontakt med midten. Rummet har en karakter af…ikke så meget hellighed, siger han. - Man registrerer det ikke, når man sidder i rummet, men det virker, fortsætter han. Han understreger, at det dog ikke bare er kirkens fysiske form, der tiltaler ham. Brugerne, eller menigheden, og de mange deltagere i arrangementer, der dagligt kommer i kirken hører alle til, siger han. - Der er sket en klar vækst i antallet af deltagere. Det er dels fordi vi er gode, dels fordi flere mennesker har tid og kræfter – og måske også har brug for det, siger Paul Kühle. Et ægtepar fortalte f.eks. Paul Kühle, at de begyndte at komme i kirken, fordi de ville sikre sig, at den ene af dem ikke stod alene, når den anden døde. - Det er en fin tanke, siger han. Paul Kühle fortæller, at der i alt er 15-16 grupper i Avedøre Kirke, som mere eller mindre har dannet sig selv. Der er plads til alle, siger han. - En hver der kommer ind ad døren prøver vi at finde en god plads til, siger han.

Ledelse med kærlighed

Paul Kühle, der jo selv sagt er vant til at stå i centrum af begivenhedernes gang, lægger ikke det mindste skjul på, at han ikke bryder sig meget om opmærksomheden om at han stopper som præst. Beslutningen om at stoppe har han skudt nogle år. Første gang tanken strejfede ham, var da han var 62. Dernæst da han blev 65. Alligevel blev han, fordi der for 4-5 år siden dukkede en udfordring op, som han ikke kunne lade ligge. Kirken skulle have en daglig leder for de 25 ansatte og mere end 50 frivillige. Det var en opgave han påtog sig, om som han med egne ord har udført uden at have læst noget som helst om ledelse, og derfor i stedet har ”udført med kærlighed”. - Det har været meget, meget spændende ud over præstetjenesten at skulle give plads og udfordre, dem der kommer her. Jeg er slet ikke en ledertype, jeg indgyder ikke angst, men hvis folk ikke laver deres arbejde, så tager jeg over, siger han. Han beskriver det som en ”god fidus” at lede sådan. - Hvis man elsker nogen, kan de tage kærligheden med sig og give videre. Det er en god fidus til at lede, siger han. Men det er også en opskrift, vi har fra Jesus selv. Han har derfor heller ikke noget problem med at overlade styringen til nye kræfter. - Det er en sandhed med modifikationer, at jeg ikke har mærket presset Jeg kan undertiden ikke sove, fordi jeg knokler med ordene til talerne og kan vågne op midt i et forsøg på at få knappet præstekjolen – og de er begyndt! Derfor har jeg heller ikke altid været udhvilet, siger Paul Kühle og fortsætter.. - Så der er ingen grund til at jeg bæver, når der er mange unge arbejdsløse præster. Men det har været et fantastisk privilegium at være i her i kirken, hvor egenskaber og interesser har kunnet udfolde sig, slutter han…