Røvere fra Strandmarksvej efterlyses
Lørdag aften begik to røvere røveri mod en forretning på Strandmarksvej.
De to røvere løb ind i forretningen og truede personalet med en pistol. Det lykkedes dem imidlertid ikke at få noget udbytte, og de stak af fra stedet. Røverne beskrives som:
A: Dansk mand, 20-23 år, 180-185 cm høj og almindelig af bygning. Han var iført en sort anorak med hætte, grøn hue, lyse slidte jeans og slidte sneakers. Han var bevæbnet med en pistol.
B: Mand, udenlandsk af udseende, 25-27 år og almindelig af bygning. Han var hvid i huden og iført en sort jakke, sort hue, grå hættetrøje og sorte Adidas sneakers.
Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelser i dagtimer på hverdage rettes til Lokal Efterforskning Øst på telefon 72 58 79 66, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.