Fortsæt til indhold

Befæstningsdag for 16. år i træk

På næste søndag kan børnene igen lege soldater på Vestvolden

Arkiv
Arkiv

Befæstningsdagen har gennem alle årene været en stor succes med over 10.000 besøgende. Aktiviteterne er igen i år rettet mod børnefamilier, historieinteresserede og alle der vil have en oplevelse på de forskellige anlæg. Københavns Befæstning opførtes i årene 1886 til 1894 og udbyggedes i årene 1910 og 1916 og var formentlig medvirkende til at opretholde Danmarks neutralitet under 1. verdenskrig. Efter den vel gennemførte revitalisering af befæstningen er der noget at opleve uanset hvor man kommer. De fleste anlæg ligger i dag flot synlige, ryddet for vild vegetation og mange steder med renoverede facader. Netop denne dag kan man ikke blot besøge de anlæg, der de senere år er åbnet som regulære museer, men også på mange af de anlæg, der normalt ikke er tilgængelige bliver de tunge ståldøre åbnet. - Københavns Befæstningsforening blev oprettet med det formål at afholde en årlig befæstningedag. Dette var på et tidspunkt hvor den overvejende del af befæstningen stod lukket, forfalden og de fleste steder dækket af bevoksning. Nu hvor anlæggene er synlige og for en stor dels vedkommende renoveret, er der ekstra grund til at vise den frem, siger formanden Søren Østergaard. - Befæstningsdagen skal nu ikke længere formidle en befæstning der ikke normalt kan opleves, men fremvise en af de største og bedst bevarede storbyfæstninger i Europa, og det glæder vi os til. Fra Dyrehaven i nord, over Dragør Fort i øst til Mosede Fort i syd vil der være forskellige aktiviteter for både børn og voksne på flere af forterne samt på Vestvolden i både Rødovre og Hvidovre. Adgang og deltagelse er gratis. Dog vil der på museerne på Mosede Fort, Garderhøj Fort og i Ejbybrobunkeren være betaling af entré. Hele programmet kan ses på befæstningsforeningens hjemmeside befaestningsdagen.dk.